Der er noget meget tiltalende ved den såkaldte Simple Living-trend. Minimalisme. Ønsket om at gå op imod den fremherskende kultur, der dikterer, at vi hele tiden skal have mere. Tanken om at forenkle tilværelsen i flere henseender, bl.a. ved ikke at eje mere end det nødvendige, gøre sig fri af tingene, glemme alt om anskaffelse af flere unødvendige ting. Det stemmer på alle måder overens med det kristne kodeks, at nøjsomhed er en dyd.
Trods det sympatiske ved denne tanke, må jeg ærligt vedgå, at det er så som så med entusiasmen, når den skal føres ud i livet. Jeg hænger ganske enkelt mere ved tingene, end jeg ønsker. Især ting, som har stor affektionsværdi, gamle uerstattelige ting, som er smukke, har historie (jeg må da for øvrigt også sørge for, at mine arvinger endelig ved, at smykket her og vasen der, er noget kostbart, de skal passe godt på). Sideløbende hermed standser jeg oftere og oftere for den kendsgerning, at jeg absolut intet kan tage med mig herfra, når jeg en dag skal dø.
”Nåh ja” vil mange, inklusiv mig selv, indvende: Der er jo ikke noget forkert i at glæde sig over materielle goder, lækre kvalitetsting (åh, kvalitet!), kunst, dygtigt udført håndværk, for slet ikke at tale om det vildeste tilbud. Det er jo Guds gode gaver. Og det er sandt! Men problemet, faldgruben, er, at vi uhyggelig nemt ryger ind i et forskruet og forkert forhold til tingene.
Mere vil have mere. Tingene, pengene kommer så let til at eje os. Det ligger til os. Tillige understøtter et overflodssamfund, som vores, trangen til at eje mere og mere. Vi anpriser den voksende genbrugsmodel, men det ændrer ikke ved, at den mest af alt er udtryk for et kolossalt og endeløst overforbrug.
Pengene, eller det vi kan købe for dem, er der i sig selv ikke noget i vejen med, men vores kærlighed til dem, kan i sidste ende skille os fra Guds kærlighed.
Bibelen konfronterer os befriende realistisk og alvorligt med dette, bl.a. i teksterne til forrige søndag (1. s.e. Trinitatis). Her handler det ikke blot om almen mentalhygiejne, at det kan være sundt at nedjustere lidt osv. Her gælder det liv og død. Jesus kender min svaghed og mit potentiale for selvbedrag, når han stiller mig overfor det altafgørende spørgsmål: ”Hvor har du din skat?”
Det er klar tale, når Paulus siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt, og at den kan føre mennesker væk fra troen – og når Jesus advarer mod at samle sig skatte uden at være rig hos Gud. Advarslerne gælder såvel den, der har lidt, som den, der har meget.
Hvor går vejen så? Det spørgsmål må vi hver især finde svaret på, guidet af Ham, som gav hele sin rigdom til os.
En ikke nødvendigvis let men god øvelse er ganske enkelt at give væk af det, man har. Om nødvendigt med en smule tvang.
Men! Sørg for at være rig hos Gud.
