I ELN og i ELN’s bagland er der flere måder at være menighed på. Nogle er medlem af folkekirken i en valgmenighed eller sognekirke, og andre står uden for folkekirken.
Der kan være stor forskel på praksis og håndtering af detailspørgsmål fra menighed til menighed. Alligevel har vi mange ting tilfælles, og noget som går igen på tværs af netværket, er, at de præster som tjener og leder os, oftest er uddannet på Menighedsfakultetet eller hos Dansk Bibel Institut. Selvom man selvfølgelig kan blive en dygtig teolog uden at frekventere kaffestuen eller auditorierne her, mener jeg alligevel, at netop MF og DBI spiller en afgørende rolle i dansk kirkeliv.
Selv har jeg studeret på MF, hvilket jeg er meget taknemlig for. Undervisning og studiemiljø var præget af højt fagligt niveau, og samtidigt var den åndelige dannelse og udblikket til kirkens liv og trivsel en integreret del af uddannelsen. Mit kendskab til teologer uddannet fra DBI har ikke efterladt tvivl om, at det samme er tilfældet der.
I en brochure fra 1969 om MF står der:
”Den kristne menighed i Danmark befinder sig i dag i en kamp på liv og død. Menighedens livsgrundlag: bibelen og bekendelsen modsiges og fornægtes åbenlyst af mange inden for kirken, endog af præster og religionslærere. Kristentroen undergraves af falsk forkyndelse, kristne mennesker ledes vild af dem, der skulle være deres vejledere.”
Den tilstand kobles sammen med det faktum, at universitetsuddannelserne vil være frie og uafhængige, og så at sige har sat kirken uden for døren. Men ser vi på teologi som en præsteuddannelse eller en kirkelig uddannelse, kan dette selvfølgelig ikke gå an.
På MF og DBI har man derfor forenet kirkens og teologiens rum, og uddanner teologer til først og fremmest at tjene kirken. Vi har brug for dygtige teologer, og vi har brug for dygtige præster. Præster som ikke alene er godt uddannet, men som derudover er præget af en grundlæggende tillid til Guds ord og af kærlighed til kirken og Kristus, som er kirkens herre. Og både MF og DBI har, for mig at se, bevist at det lader sig gøre uden at give køb på det høje faglige niveau.
I Magnus Malms ”Som om Gud ikke findes”, argumenterer han for, at det er kirken, der har sekulariseret samfundet – ikke omvendt. Det har kirken gjort ved at lade sine præster uddanne på sekulære præmisser.
Det er ikke fordi, præsterne udgør hele kirken, og jeg vil bestemt ikke devaluere lægfolkets rolle i kirkens arbejde. Alligevel har teologer og præster en nøglerolle. I disse år åbner der sig nye muligheder for kandidater fra MF og DBI, men samtidig er der udfordringer forbundet med at studere der. Mit ønske er, at uddannelsen af teologer til kirken bliver en hjertesag for flere.
Hvis du nyder godt af en MF- eller DBI-teolog i hverdagen, så er mit spørgsmål og min opfordring simpel. Hvem vil du forpligte dig på at støtte økonomisk, moralsk og i forbøn: MF eller DBI? Eller endnu bedre; støt begge!
