MeToo og flimrende kristen seksualmoral

Drop flimmeret, drop forestillingen om, at tiden er løbet fra det 6. bud, ”du må ikke bryde ægteskabet”.

MeToo er et af tidens store temaer. Der dukker til stadighed nye historier op om kendte danskere, der har overtrådt reglerne.

”Reglerne”? Hvilke regler har de overtrådte? Det er det næsten surrealistiske i hele MeToo-dramaet. I årevis har der ligesom ikke været nogle regler, der kunne fremkalde MeToo-sagen. En egentlig seksualmoral har været næsten udvisket, bortset fra voldtægt og pædofili (pædofili var dog i 1970’erne uofficielt tæt på legitimt!). Men så skete der omsider noget. Nogle kvinder begyndte at råbe op. I USA og derfra videre til resten af den vestlige verden. Kvinder ville ikke længere finde sig i mænds grænseoverskridende flirt fulgt op af seksuelle overgreb.

Det er uhyre interessant, at det, der er en så basal og selvfølgelig del af den kristne seksualmoral, på en vis måde har fået en meget officielt anerkendt stemme. Ja, ikke bare anerkendt, men nu den eneste legitime stemme.

Jeg siger ikke, at den kristne seksualmoral som helhed pludselig er blevet den dominerende stemme i det brede danske samfund. Det er stadig langt fra tilfældet, men momenter af den har pludselig fået stærk medvind.

Det får mig til at skrive følgende: Den kristne seksualmoral er helt igennem det bedste værn mod sexchikane. Jeg har selv hele mit liv været en del af kristne miljøer og de sidste 35 års tid arbejdet i kirkelige fællesskaber, hvor den kristne seksualmoral har været en fuldstændig selvfølgelig præmis. Jeg har dermed befundet mig på arbejdspladser, hvor den mindste form for sexchikane ville være fuldstændig grænseoverskridende.

Det betyder ikke, at det aldrig ville kunne finde sted på sådan en arbejdsplads. Der er selvsagt historier om den slags grænseoverskridelser, men de er i det store helhedsbillede uhyre sjældne i de fællesskaber og arbejdspladser, jeg har været i. Den mindste lille antydning af seksuel flirt fra f.eks. min side rettet mod en kvindelig medarbejder ville være helt utænkelig. Vi er milevidt fra det, vi nu hører om fra medie-, film- og teaterverdenen, fra den politiske verden osv.

Altså, for at gentage mig selv, den klassiske kristne seksualmoral er det suverænt bedste værn mod sexisme. (Og i øvrigt om ikke garanti for, så dog den bedste ramme om et livslangt, dejligt, par-sammensvejsende sexliv).

Og det giver mig afslutningsvis lyst til at vende pilen indad. Vi, som repræsenterer den kristne seksualmoral, skal frimodigt og glad stå ved den, både verbalt og praktisk. Sælg ikke ud af den. Hverken i ord eller handling.

Jeg skriver det, fordi jeg er klar over, at det begynder at knibe. Jeg ved, at den kristne seksualmoral begynder at flimre for en del, der tilhører kristne miljøer, hvor den bibelske seksualmoral ellers har sit selvfølgelige fodfæste. Drop flimmeret, drop forestillingen om, at tiden er løbet fra det 6. bud, ”du må ikke bryde ægteskabet”. Hav tiltro til, at vi ikke skal bryde ind i eller ud af ægteskabet og have sex før eller udenfor ægteskabet. Dét bud fastholder seksualitetens helt særegne betydning og skønhed – som kalder på en stærk, livsvarig trofasthedsramme.

Lad os ikke langsomt give slip på det, som på den virkeligt lange bane er den stærkeste sikring imod den sexkultur, som affødte MeToo-skandalen. Vi skal, om nogen, værne om den bedste medicin for MeToo-sygdommen.