Mere inaktivitet i kirken, tak!

Jeg udliciterer min kæphest til en gæsteskribent. Han skriver om den fejlagtige idé, at “identity is found in frenzied activity”. Jeg har oversat artiklen til dansk.

Jeg har en kæphest, der efterhånden er lige så træt som mine omgivelser er af at opleve mig ride den. Den hedder: vi er—både som privatpersoner og som kirke—for ukritiske i vores brug af og tilgang til teknologi.

Samtidig er jeg mig smertelig bevidst om at information overload er et reelt problem, så hvorfor her skrive endnu en tirade mod smartphones? Så hellere lade flere læse et af de mange, der allerede er skrevet.

Derfor vil jeg nedenfor overlade ordet til en aldeles intetanende gæsteskribent, som har skrevet noget af det, som jeg gerne ville sige. Jeg har oversat artiklen til dansk (nænsomt forkortet og nænsomt justeret til dansk kontekst). Hvis du hellere vil læse den originale, så find den her, publiceret september 2016 på Washington Post.

Artiklen indledes med en henvisning til et andet essay, som i sig selv er meget læsværdigt omend mindre opbyggeligt.

Hvordan kirken kan redde os fra vore smartphones

af Russell Moore, president of the Ethics & Religious Liberty Commission of the Southern Baptist Convention

I et tankevækkende essay i New York magazine skriver Andrew Sullivan om hvordan smartphone-teknologien og den evindelige netværksforbundethed har afbrudt vores forbindelse til medmenneskelighed, afbrudt vores forbindelse til hinanden.

Jeg lagde særligt mærke til Sullivan’s opfordringer til kirken – den bør være en rolig havn i en digitalt oprørt verden:

Hvis kirken forstod, at den største trussel mod troen idag ikke er hedonisme men distraherende adspredelse, så kunne den måske påny appellere til en digitalt “nedslidt” generation. Kristne ledere mener tilsyneladende, at de har brug for at imødekomme distraktion med mere distraherende adspredelse. Deres gudstjenester er degenereret til følelsesmæssige spasmer og deres gudstjenesterum druknes i lys og støj, mens de er i brug, men aflåses i ugens løb, hvor deres mørke stilhed rent faktisk potentielt kunne tiltrække dem, hvis sind er kørt trætte på nettet.

Han har fuldstændig ret.

Sullivan, som tilhører den romersk katolske kirke, taler for en genopdagelse af klostervæsenets tradition med kontemplativ bøn. Men jeg tror, at det problem han identificerer bør adresseres mere bredt indenfor kirken – inklusive evangelisk protestantisme.

Den digitale revolution har synliggjort et problem, som har plaget vores kirker i meget lang tid: Idéen om at identiteten findes ved hektisk aktivitet.

Man kan af og til høre, at kirken skal være aktiv for at den er værd at køre efter. Vi vil have levende menigheder. I de fleste tilfælde menes der hermed, at det skal være en kirke eller menighed, som bobler over med nye tiltag, som har et overflødighedshorn af aktiviteter og hvor gudstjenesten er koreograferet til perfektion, så der ikke er nogen former for dødvande – ingen stilhed – mellem lovsang og tale, tale og lovsang. Selv under altergangen skal musikanterne helst blive ved deres nodestativer.

Kirken retfærdiggør på denne måde sin eksistensberettigelse ved dens business (både i ordets egentlige og i dets overførte betydning) og ved hvor tydeligt det er, at det er en “levende kirke.”

Det hænger fint sammen med, hvordan vi oplever det på det personlige plan: Vi har lært at finde vores identitet i vores livshastighed. Det er ikke bare fysisk farligt, men også åndeligt ødelæggende.

Og det er i bedste fald udmattende. At vi ikke bare kan nøjes med at spise eller løbe en tur, men at vi også skal dokumentere vore kulinariske evner eller sunde livsstil på Instagram. At vi ikke bare kan læne os tilbage og nyde (barne-)barnets leg i haven, men at vi helst skal fange den lille purk i den helt rigtig belysning og vinkel med smartphonen, hvorpå billedet så kan føje sig ind i den endeløse række af billeder, som vi alligevel aldrig får taget os tid til at se på.

Kirken kan ikke tilbagerulle den teknologiske udvikling endsige de kulturelle forandringer, som den skaber. Men kirken kan dog genvinde en distinkt modkulturel position ved at være en institution og et fællesskab, der ser mennesket som en skabning og ikke som en maskine.

Kirken kan lære os at vi finder vor identitet i Kristus. Og det er ham aldeles ligegyldigt hvor mange følgere vi har på twitter.

Vore kirker kan eksempelvist genopdage den stille bøn, momenter af umedieret fælles stilhed foran Gud, liturgiske elementer af “inaktivitet”. Dette er ikke bare for de liturgi-bevidste højkirkelige forsamlinger. Også lavkirkelige kunne genoptage den gamle praksis at knæle sammen i kirkerummet og bede i stilhed – uden lovsang eller guitarspil i baggrunden.

Momenter af tavshed og inaktivitet vil i vor opkoblede verden givetvis opleves akavede. Sådanne øjeblikke vil desorientere os ligesom vi kan føle os nervøse eller utilpasse på en lang flyvetur uden internetforbindelse. Vi bekymrer os om hvad vi potentielt går glip af. Men det er netop pointen: Kirker skal være steder, der minder os om, at det, som vi grundlæggende er i fare for at “gå glip af”, ikke formidles via vore devices, men gennem nådemidlerne, som vi møder dem i gudstjenestefællesskabet og i den personlige fordybelse i Guds ord. (Og ja, til det sidste kan vi jo godt bruge vores smartphones, men da bliver det på trods af de utallige muligheder den indeholder, end det bliver i kraft af dem.)

Kirken må være opmærksom på, hvad vore smartphones gør ved os. Og forkynde en udmattet verden, hvad Jesus engang forkyndte os: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Det er et godt budskab til den udkørte “identitets-aktivist”, der ikke mere magter kampen for likes, followers og det perfekt iscenesatte hjemmebag.