Jeg ser oftere og oftere reklamer med personer med Downs syndrom. På den ene side glæder jeg mig over det, fordi det viser verden, at personer med handicap og særlige behov hører til iblandt os og har værdi. De har lige så meget ret til at være her som alle andre. Det er fedt, at virksomheder og reklamebureauer tør inkludere de ægte marginaliserede. Og jeg tror, de fleste i vores kultur vil stå bag dette budskab. Det er rigtigt og retfærdigt.
På den anden side presses begejstringen ud af mig, fordi jeg bliver klemt af en enorm elefant i rummet. For vores kultur udlever en performativ selvmodsigelse. Vi udtrykker og signalerer, at mennesker med Downs og tilsvarende har ret til at være her, men vores praksis og handlinger modsiger vores udtrykte holdninger.
Sandheden er, at Downs personer er uønskede. Juridisk set har de ret til at være her. Nakkefoldsscanningen og abort er et tilbud i Danmark. Ganske vist. Der er ingen tvang. Men tilbuddet er der af en grund, og det fastlægger en klar incitamentsstruktur: at opdage og sortere børn fra med kromosomfejl.
Statistikken taler for sig selv. I Danmark bliver 98 % af børnene med risiko for Downs syndrom aborteret.
Det er altså misvisende at sige, at mennesker med Downs har ret til at være her. For lovgiverne og sundhedsvæsnet har sat et velsmurt system op, som på en uhyggelig og ansvarsfralæggende måde gør det til et åbent spørgsmål, om den type mennesker skal være her. Sandheden er, at de får lov til at være her – på forældrenes nåde og tilvalg. Vi kan ikke sige med et “straight face”, at det er samfundet, der sikrer dem deres ret til at se dagens lys.
Jeg håber og beder til, at vores kultur ikke blot må tåle og tolerere mennesker med Downs og andre handicap, men at vi genuint må tro på og kæmpe for deres ret til at være iblandt os.
Image by Freepik
Tak for et kort og skarpt indlæg om en af vores samfunds skygge sider.
Du slutter med et provokerende udsagn/ opfordring: Jeg håber og beder til, at vores kultur ikke blot må tåle og tolerere mennesker med Downs og andre handicap, men at vi genuint må tro på og kæmpe for deres ret til at være iblandt os.
Hvordan ser det ud i vores kultur – i den kristne kultur – i ELNs kultur? Her håber jeg, at det bliver til mere end blot at tåle og tolerere! Hvad har vi gjort for at tilgodese deres specielle behov? Både med målrettede tilbud om gudstjenester, bibelkredse og andre samværstilbud! Hvad har vi gjort for at integrere – altså reelt integrere – hvor de deltager på lige fod med os andre ikke-handicappede! Hvilke tiltag er der taget for en omvendt integration, hvor vi ikke-handicappede deltager på deres vilkår.
Lad os lære af dem – de kirker og samfund – der har udviklet specielt tilrettelagte tilbud.
Kære Kurt
Tak for din kommentar. Og du stiller et godt spørgsmål. Hvad gør vi egentligt selv for at byde mennesker med særlige behov velkommen i kirken? Jeg kan ikke svare på ELNs vegne, og jeg føler mig heller ikke særligt kvalificeret til at tale på vegne af mennesker med specielle behov. Det er jo en meget bred gruppe, som jeg ikke selv er en del af. Jeg tror dog, at Kristelig handicapforening er et godt talerør for gruppen, og at de kan gøre os klogere på, hvordan vi bedre kan imødekomme handicappede. Og som du selv nævner, er der helt sikkert nogle kirker og organisationer, som er længere fremme, og som andre kirker kan lære af.
Mvh Lars