Jeg ser oftere og oftere reklamer med personer med Downs syndrom. På den ene side glæder jeg mig over det, fordi det viser verden, at personer med handicap og særlige behov hører til iblandt os og har værdi. De har lige så meget ret til at være her som alle andre. Det er fedt, at virksomheder og reklamebureauer tør inkludere de ægte marginaliserede. Og jeg tror, de fleste i vores kultur vil stå bag dette budskab. Det er rigtigt og retfærdigt.
På den anden side presses begejstringen ud af mig, fordi jeg bliver klemt af en enorm elefant i rummet. For vores kultur udlever en performativ selvmodsigelse. Vi udtrykker og signalerer, at mennesker med Downs og tilsvarende har ret til at være her, men vores praksis og handlinger modsiger vores udtrykte holdninger.
Sandheden er, at Downs personer er uønskede. Juridisk set har de ret til at være her. Nakkefoldsscanningen og abort er et tilbud i Danmark. Ganske vist. Der er ingen tvang. Men tilbuddet er der af en grund, og det fastlægger en klar incitamentsstruktur: at opdage og sortere børn fra med kromosomfejl.
Statistikken taler for sig selv. I Danmark bliver 98 % af børnene med risiko for Downs syndrom aborteret.
Det er altså misvisende at sige, at mennesker med Downs har ret til at være her. For lovgiverne og sundhedsvæsnet har sat et velsmurt system op, som på en uhyggelig og ansvarsfralæggende måde gør det til et åbent spørgsmål, om den type mennesker skal være her. Sandheden er, at de får lov til at være her – på forældrenes nåde og tilvalg. Vi kan ikke sige med et “straight face”, at det er samfundet, der sikrer dem deres ret til at se dagens lys.
Jeg håber og beder til, at vores kultur ikke blot må tåle og tolerere mennesker med Downs og andre handicap, men at vi genuint må tro på og kæmpe for deres ret til at være iblandt os.
Image by Freepik
