Tillad mig en bag-juls-refleksion over et tema, som har det med at rumstere i mig, når julehyggen (og den relaterede travlhed for at nå hen til hyggen) har lagt sig. Det kunne måske være en slags juleandagt uden julepynt og sukkerchok, men fuld af januar-realisme.
Inkarnation – at det guddommelige iklæder sig i det kødelige, det konkrete, det fysisk manifeste – den tanke og ikke mindst den virkelighed har altid fascineret mig. Gud blev mand. Det er helt ubeskriveligt stort. Rørende faktisk.
Der ligger en dyb anerkendelse af skabningen og ikke mindst mennesket deri, at Gud fik den tanke (hvis vi må beskrive Gud så menneskelig), at hans skaberværk var udstyret med kapacitet, til at i én forstand kunne rumme ham selv.
Jesus, Guds Søn, var ikke blot Gud i hans præeksistens og efter hans opstandelse og himmelfart. Jesu menneskeliv satte ikke en parentes om hans guddommelighed. Han var Gud fra undfangelsens øjeblik, i hans første gisp efter vejret, i hans første smertelige oplevelse af at få en tømmerlus i sin fars værksted, i hans angst i Gethsemane, i hans uforbeholdne indignation over krejlertilgangen til offertjenesten i templet, i hans udmattede dødskamp på korset.
Magtafkald
Ikke underligt at Filipperbrevshymnen, som Paulus enten formulerer den eller reciterer den i Filipperbrevet 2, beskriver inkarnationen som at give afkald på Guds skikkelse for at blive mennesker lig. Menneskelig.
Hvis ikke Gud i sin alvidenhed havde hele verdenshistorien såvel som frelseshistorien i sin bevidsthed (igen, hvis vi kan formulere os så menneskeligt om Gud) og kontrol, så må man jo betegne det som et vildt guddommeligt sats at lade sig begrænse til en menneskekrop. At give afkald på den urørlighed, som han besidder og udsætte sig selv for hudafskrabninger, forkølelser, sult, foragtelige skub, forrådelse, fristelser. Kunne hele frelsesplanen ikke blive sat over styr af en gemen lungebetændelse, et sammenstyrtet hus eller et bjergskred, som tog Jesus, Gud søn med i faldet? Gud Faders almagt forhindrede dette, men vi må tro at denne magt kom fra oven og ikke fra Jesus selv, jf. Jesu ord til Pilatus: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” (Joh 19,11).
Afmægtig storhed
Fra menneskeligt perspektiv forbliver Guds inkarnation i Jesus Kristus en vidunderlig og vel nærmest afsindig sympati-erklæring. Han satte sig i vores sted; blev som os. Han tillod os det afsindige, at skabningen kunne håne skaberen. At skabningen kunne rive ham i håret, dolke ham i ryggen, smitte ham med influenza. Men netop i denne frivillige afmagt afslører sig storhed. Herren vasker vore fødder. Dør for både de utaknemmelige, uomvendte og de omvendte syndere. Opstår og overvinder det dødsgreb, som vi aldrig selv kunne vriste os fri af. Og tværs gennem alt dette risikerer han, at vi reagerer med et ligegyldigt skuldertræk.
Jeg tilføjer til ovenstående, som kan stå for sig selv, en lille ekskurs, for den, der måtte lyste:
Bibelen som et guddommeligt sats
Kan vi ikke også læse indledningen til Johannesevangeliet (“Ordet blev kød”) så ligefremt, at vi overfører nogle af de karakteristikker og kvaliteter ved inkarnationen til vores tænkning om Bibelen som en ting i verden? At Bibelen som en bog er et gudommeligt sats. At menneskeord i Ånd og sandhed lægges frem til modsigelse, forvanskning, forhånelse, skuldertræk og afbrænding. Vi kan både strege under og strege ud i teksten på vores bibler. Vi kan rive sider ud. Og vi kan lægge sider ind.
Gud bevarer og beskytter i sin almagt – uafhængigt af menneskers velvilje såvel som modvilje – sit Ord iblandt os. Hvis ikke var der en god sandsynlighed for, at vi ikke havde haft det sande Guds Ord iblandt os. Så havde menneskelig sjusk, fejlbarlighed og egenrådig hovmod givetvis influeret så tilpas meget på både manuskripter, oversættelser og afskrifter, at vi ikke kunne klynge os til et troværdigt ord. Men dette gjorde Gud, for at vi kunne møde ham her i sin meget menneskelige åbenbaring. I konkret manifesterede ord til os.
