Mellem mand og kvinde

Jeg mener ikke, at biologiske mænd skal afsone en fængselsdom i et kvindefængsel, hvis de ved et par klik på internettet har skiftet køn. Eller at idrætsudøvere, som er biologiske mænd, kan gå til tops inden for kvindelige idrætsgrene, fordi de har valgt at skifte juridisk køn. Mange flere eksempler kunne nævnes. I det øjeblik vi gør køn til et valg og ikke et vilkår, bryder vi med en grundordning i hele vores menneskelighed. Vi bryder også med den bibelske vejledning og indretter os efter en autoritet, der står over Guds ord.

Som rejsepræst har jeg ikke mange vielser. Men de gange, jeg har haft det siden 2012, har jeg som den afsluttende bøn efter vielsen sagt: ”Herre, vor Gud, Himmelske Fader. Vi takker dig for ægteskabet ’mellem mand og kvinde’, og vi beder dig ..”. Ordene ”mellem mand og kvinde” er min tilføjelse. Selv om det er klart ud fra skriftlæsninger og ritualet i øvrigt, at ægteskabet altid er et ægteskab mellem én mand og én kvinde, er det faktisk uklart i vores kirke, som har vedtaget et ritual, hvor et ægteskab fortsat kaldes ægteskab, selv om det er mellem to af samme køn. Derfor har jeg fundet det nødvendigt at præcisere den faste bøn med nævnte tilføjelse.

At Gud i sin tid skabte to køn, var en genial konstruktion. Det indvirker på biologi, udseende, seksuelle organer, identitet, fysik, psyke, kromosomer og meget andet.  Gud ville, at det menneskelige fællesskab og det meget uromantiske ord ’forplantning’ skulle foregå inden for rammerne af et livslangt forhold mellem én mand og én kvinde.

I verden uden for paradiset er der gået kludder i det som i så meget andet. Derfor skal vi i menigheden møde mennesker med en anderledes seksualitet og med et andet oplevet køn i forhold til deres biologiske køn med omsorg og indlevelse. Men vi skal samtidig støtte det enkelte menneske i at leve efter Guds vilje, selv om det går på tværs af en uhyre stærk trend i vores kultur.

Derfor vier jeg ikke mennesker af samme køn eller den, som er brudt ud af et ægteskab for at gifte sig med en anden. Jeg mener, jeg vil misbruge Guds navn, hvis jeg velsigner, hvad Guds ord forbyder. Jeg mener også, at det ideelle for børn er at vokse op i et hjem sammen med deres biologiske far og mor, sådan at de kan spejle sig i forældrenes kønsforskellighed. Sådan som jeg læser Bibelen, er det en del af Guds plan fra skabelsens morgen.

Image by wayhomestudio on Freepik

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights