Meget lovsang ligner en 90’er-parodi

(Longread – opsummering nederst)

Vores lovsangsgenre er blevet mere fremmed for en gennemsnitlig dansker, end salmerne er. Da den globale lovsangsbølge ramte Danmark i 1990’erne, var den ellers pivmoderne og lød som noget, man kunne høre på P3. Men så skete det samme, som skete med præstekjolen: Vi blev så begejstrede, at vi forsøgte at fryse tiden. Moden skiftede, men kirken blev stående, og i dag trækker radiodanskeren på smilebåndet, hvis han hører vores lovsang. Lyden minder ham om Det Brune Punktum eller om de amerikanske Trumpfanatikere, han ofte præsenteres for i nyhederne.

Hvis læseren er uenig, så prøv lige at høre Det brune punktums 90’er-parodi fra 2002, Evig kærlighed – og skift navnene ud med Jesus, når de synger “Når jeg tænker på … [Jesus]”.

Jeg ved, at jeg nu overdriver lidt, men med nogle justeringer af teksten ville sangen nærmest kunne ryge direkte ind som afslutning på næste lovsangsaften. Vi ville glæde os over en ny, “moderne” lovsang om evig kærlighed. Men vores radiolyttende nabo ville høre den, og mange af vores andre lovsange, som ren satire.

Hvad gik galt?

Tja, tiden gik, og radioen lyder bare anderledes i dag. 90’erne var poppens årti, vi hørte Take That, Oasis, Michael Learns to Rock, Whitney Houston osv. Musikken var storladen, og sangen var henført og stærkt melodisk. Det passede perfekt til en fornyelse af kirkens lovsang, hvor følelserne fik en større plads. Vi mæskede os i spritnye lovsange fra Michael W. Smith, Jan Honningdal osv. som havde meget til fælles med vores radiohelte. Desuden var ædru fællessang blevet pinlig, men vi kunne gemme os lidt bag bandet.

I dag er rap det nye pop, som musikmagasinet Gaffa udtrykker det. P3 lyder langt mere hårdtslående i dag end i 90’erne. Rapmusikken har også smittet af på dagens følsomme popmusikere. Groft generaliseret er popmusikken nu mere tilbagelænet end tidligere, og sangen er ofte ordrig og arytmisk. Det gælder, uanset om man er til Taylor Swift, Steffen Brandt, Tobias Rahim, Hymns from Nineveh eller Mumle. De udtrykker stadig store følelser, men formsproget er generelt langt mere afsøgende. Så det er ikke mærkeligt, at vores fastfrosne lovsangsbangers ofte lyder som et ironisk levn fra svundne tider.

Kikset

Jeg vil ikke pege fingre ad nogen, for jeg har som musiker og sangskriver selv været med til at skabe problemet. Men jeg vil gerne, som var jeg en pinligt berørt teenager, gøre opmærksom på, at vi er lidt cringe. Teenageforældre som jeg ved, at det ikke i sig selv et problem at være pinlig, hvis man er det af de rette årsager. Men hvis ens oprigtige lovsang lyder som en parodi, er det et problem. Gud hører lovsangen uanset hvad, men genren kommer til at stå unødigt i vejen for kirkens vidnesbyrd til vores radiolyttende medmennesker.

Nyt fokus

En løsning kunne være at skynde sig ud og gentage successen: Tage pejling af radioens pop og skabe lovsang, der ligger i forlængelse deraf. Generelt tror jeg dog, at vi får mere gavn af at skifte fokus. At fokusere væk fra scenekunsten som ideal og over mod fællessangen. Hvor det i 90’erne var pinligt at synge sammen, er der nemlig sket noget usandsynligt: En Coronapandemi lærte danskerne glæden ved at synge sammen igen.

Nu kan man tage til fællessang på biblioteket, synge derhjemme med fjernsynet eller med 700 unge omkring et klaver i Aarhus. Kulturministeren ønsker at genindføre morgensang i folkeskolen, og man kan deltage i Fællessangskaravanen eller sågar synge Beer choir ved ishockey VM i Herning. Fokus er på det fælles ved sangen. Mange danskere vil mærke og høre hinanden. I dag er de fleste ret okay med, at vi ikke lyder som scenekunstens højglanspolerede stemmer. Kun hver femte dansker vil helst være fri for fællessang, ifølge sangforsker Lea Maria Wierød Borcak ved Aarhus Universitet.

Grib muligheden

Det er da en udvikling, vi skal favne! Dansk fællessang stammer i stor stil fra Salmebogen og Højskolesangbogen, ifølge forskeren. Din radiolyttende kollega, ung som gammel, synger frivilligt sange og salmer – også når du ikke er der. Han har løsningen på vores pinlige problem på læberne. Jeg har derfor nogle konkrete forslag til, hvordan vi kan skifte ideal:

–  Dæmp bandet og orgelet
Hvis idealet ikke længere er scenekunsten, men fællessangen, skal vi musikere ud af fokus. Der skal færre decibel ud af højttaleren, så menigheden kan høre hinanden. Musikken skal understøtte fællessangen, ikke dominere den. Bemærk i øvrigt, at de 700 unge i Aarhus kun samles omkring et klaver. En middelgod, men velforberedt guitarist eller klaverbokser kan være perfekt akkompagnement. At musikken tages ud af fokus, betyder ikke, at den skal være kedelig. Den får bare en anden rolle. Flyt tyngdepunktet over på den fælles sang.

– Vælg sangbare, inspirerende melodier.
Når vi lærer en ny sang, så sørg for, at den er sangbar og inspirerende, ikke sløv eller fortænkt. Lav eventuelt et lille notat til næste gang, der skal vælges sange, så vi kan synge den igen og langsomt lære at elske den. Hvis vi skal kunne høre hinanden synge, skal vi selvfølgelig kende de fleste af sangene.

– Mere vi end jeg
Alt dette handler om form og genre, ikke om selve lovsangen af Gud. Alligevel påvirker formen lovsangen, og den globale, poppede lovsangsbølge er inderlig og individuel. Kropssproget er løftede hænder og lukkede øjne. I en verden som føles tiltagende usikker og konfliktfyldt, tror jeg dog, at vi kan have gavn af en lovsang, som i højere grad åbner øjnene og får blik for fællesskabet i lovsangen. Guds frelse er individuel, og Kristus er centrum for lovsangen, men i lovsangen står vi ikke alene. Lad fællesskabet præge lovsangen, det tror jeg, vil være godt.

– Til sangskriverne
Du bliver, hvad du lytter: Hør derfor mere radio, mindre international lovsang, og køb Højskolesangbogen. OK, det er måske for hårdt opstillet, men prøv at dykke ned i vores danske sangskat og vær med til at forny den. Salmerne har vi allerede, men der er også så meget faglig sangskriverguf i f.eks. Højskolesangbogen eller radioen at lade sig inspirere af. Analyser eksempelvis en sang og prøv at skrive en lovsang i forlængelse af analysen. Brug sangskatten som benspænd for kreativiteten. Gør det gerne sammen med andre.

– Til alle andre
Sangskrivning er måske nok forbeholdt de få, men det er ligesom med naturvidenskabelig grundforskning: Ingen skal bruge det i dag, alle lever af det i fremtiden. Understøt at sangskrivere mødes, prioriter det i organisationerne og sæt ressourcer af til undervisning, talentudvikling og alt det praktiske.

Afrunding

Næste gang jeg præsenteres for et 90’er-agtigt lovsangshit, vil jeg synge eller spille med uden problemer. Jeg ønsker ikke at polarisere menighedens lovsang! Derimod vil jeg gøre opmærksom på, at vi har frosset tiden og skabt en unødvendig, musikalsk præstekjole. Den lovsangsgenre, der engang var med til at sænke tærsklen til kirken, udgør nu i sig selv en tærskel. Løsningen ligger imidlertid lige udenfor tærsklen – nemlig i den fornyede danske fællessang. Den er allerede en del af kirkens gamle DNA, og vores venner vil gerne være med. Hvis vi skifter idealet fra scenekunsten ud med et fokus på fællessangen, får vi meget forærende. Altsammen til menneskers gavn og Guds ære.

Image by Silvia from Pixabay