I det følgende vil jeg skildre to forskellige udfordringer, som børn og teenagere står over for i vores kultur. Det ene er en anerkendt og behandlingskrævende sygdom, som ofte, men ikke altid, kan helbredes. Det andet er et politisk lovforslag, som handler om at udvide regnbuebegrebet en tand yderligere til at omfatte spædbørn, før-teenagebørn og teenagere. Der er ingen medicinsk eller terapeutisk erfaring knyttet til lovforslaget, men det markedsføres af stærke lobbyistbevægelser og har i et valgår fået regeringens tilslutning som en hjælp til at fremme spædbørns og helt unges valgfrihed.
Det første handler om anoreksi, spisevægring, som er en omsiggribende lidelse i vores kultur. Store børn og unge kan veje under fyrre eller tredive kg, men opfatte sig som svært overvægtige, når de ser sig i spejlet. Den oplevede vægt svarer ikke til den fysiske vægt. Terapien består blandt andet i at få den syge i kontakt med den reelle kropsvægt igen.
Den 17. august kom regeringen med et lovforslag om, at der ikke længere skal være en nedre grænse for, hvornår et barn kan skifte juridisk køn. Eneste begrænsning er, at et barn under 15 år skal have sine forældres tilladelse.
Et før-skolebarn eller teenagebarn skal helt uden at konsultere læger eller terapeuter kunne vælge sit juridiske køn helt uafhængig af, om det biologisk er dreng eller pige. Hvis det oplevede køn ikke samstemmer med det biologiske køn (kromosomer, kønsdele, hormoner og ydre kønsspecifikke træk), så finder stærke politiske interesserer det i barnets tarv at give uindskrænket valgfrihed. Hvis et forældrepar brændende har ønsket sig en pige, men får en dreng, kan de tildele deres barnet kønnet: pige, selv om det biologisk er en dreng.
I de tidlige teenageår er en del drenge og især piger i tvivl om deres kønsidentitet. For de fleste ændrer denne tvivl sig, når de bliver få år ældre. Men ve det barn, som beder om terapeutisk hjælp til at blive bekræftet i forhold til dets biologiske køn. Dette er ikke længere politisk korrekt at gøre i vores kultur.
Handler det om spiseforstyrrelse, forsøger man ved samtaleterapi at støtte barnet eller den unge i at få overensstemmelse mellem oplevet vægt og biologisk vægt. Men børn, unge eller voksne, der vil vælge køn, ikke ud fra biologi og krop, men ud fra lyst og erfaring, skal ikke hjælpes til at finde overensstemmelse mellem erfaret køn og biologisk køn.
Meget andet kunne siges om kønsidentitet og kønsskifte. Dette er blot en alarmklokke. Man vælger ikke barnets tarv med dette lovforslag. Tværtimod – man gør et barn fortræd.
