Må Gud være vred på mig?

Jeg er mine børns far, og jeg synder dagligt mod dem og deres skaber.
Nogle har det som jeg; jeg har indset at Guds vrede over syndere er reel og frygtindgydende, men jeg taler nødigt om det. “Jeg vil hellere tale om Guds kærlighed”, siger jeg udglattende, stikker hovedet i busken, og lyder som om Guds vrede og kærlighed er hinandens modsætninger.
Britten N.T. Wright forsøger at tale om Guds vrede på en ny måde. Han har mange begejstrede danske læsere, og jeg hører jævnligt folk i dansk kirkeliv, som nu ikke bare vægrer sig ikke bare ved at tale om Guds vrede. De forsøger at ændre vreden – også mere end N.T. Wright gør. Gud er måske nok vred på selve synden, men ikke på synderen. Jesu død på korset fjernede syndens konsekvenser, så vi går fri. Vi står ikke overfor Gud som dommer. Gud hader stadig synden. Han hader, at vi synder, og det skal vi lade være med. Men fordi Gud elsker syndere og har taget straffen, er Gud ikke længere vred på nogen – heller ikke i Helvede.

Djævelen ligger i detaljen

Det ligner Guds gode nyheder, men regnestykket mangler sin mellemregning. Sagt i respekt for mine uenige medkristne: Resultatet er en hån mod syndens ofre. “Gud er vred over, at din far hævder sig selv på din bekostning, men de er stadig gode venner.” Det er da ikke et evangelium for børn!
Mange argumenter kunne nævnes, men et blogindlæg er kort. Ved en hurtig søgning på ordet “vrede” i hele Bibelen (www.bibelselskabet.dk) vil man se, at Guds vrede ikke bare rammer synden, men også synderen. Hårdt, endda. Som ind i Helvede. Jeg er mine børns far, og jeg synder mod dem og deres skaber hver eneste dag. Det er ikke nogen bagatel, selvom det er ret normalt. Min eneste redning er at lade Jesus rammes af vreden i stedet. Der var en grund til, at Jesus skulle lide så forfærdelig en død og ikke bare få sprøjten. Det var retfærdigt – på dine og mine vegne.

Evangelium for børn

Guds vrede er reel og retfærdig. Evangeliet er blandt andet, at hans vrede kan ramme Jesus i stedet, fordi Jesus i kærlighed tog min velfortjente straf. Gud elsker den, han er vred på, og han tilbyder en udvej uden tvang. “Gud er vred over, at din far hævder sig selv på din bekostning. Du skal bære konsekvenserne resten af livet, og det er uretfærdigt. Vreden forsvinder ikke bare med en hurtig undskyldning. Men Jesus vil gerne tage straffen i stedet for din far og hjælpe ham til at elske dig bedre.” Se, dét er et evangelium for børn!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights