Lyset rumsterer i os

Paradiset sidder dybt i menneskets gener som en uopfyldt længsel – selv i livets lykkelige stunder. Så længes man bare efter mere lykke.

Jeg sidder i skrivende stund i Aasiaat, i den mere nordlige ende af Grønland. Det føles som jordens absolutte udkant. Hvad det jo også er. Langt fra alt og alle. Dermed også langt fra det, der har fyldt de flestes opmærksomhed i efterhånden lange tider – krigen i Ukraine.

Hvilket selvfølgelig ikke betyder, at der ikke også kan opstå kriser i jordens udkantssteder. Jorden er ikke en flad, lineær størrelse med centrum og periferi, men en rund klode, en cirklet størrelse, som betyder at det hele til syvende og sidst hænger sammen. Og mest af alt: Mennesket er i sin inderste natur det samme alle steder, til alle tider.

Det fik man et godt indblik i i seneste sæson af Borgen, som netop for en stor del foregik i Grønland. Den menneskelige magtsyge var omdrejningstemaet gennem hele sæsonen, og fornemmelsen af, at det hele ville lande i magtsygens mørke, steg fra afsnit til afsnit. Indtil det meget overraskende lysnede fuldstændigt i sidste øjeblik for stort set alle hovedpersonerne.

Jeg tilstår, at jeg i første omgang nød slutningen. Ud af mørket, ind i lyset. Ikke så længe efter meldte der sig dog en anden følelse, følelsen af en alt for overfladisk sødsuppe-slutning. Men det fratager mig alligevel ikke helt retten til den første glæde ved den lyse slutning, for lykkelige slutninger er, som Tolkien skriver det i et essay, når alt kommer til alt, mere tro mod virkeligheden end ulykkelige slutninger. Hvorfor? Fordi de stemmer overens med det, mennesket altid længes efter. Og det gør mennesket af den enkle grund, at det har sin oprindelse i Paradis. Paradiset sidder dybt i menneskets gener som en uopfyldt længsel – selv i livets lykkelige stunder. Så længes man bare efter mere lykke.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den længsel også fylder ukrainere – og for den sags skyld russere, og alle os andre på sidelinjen. Midt i krigens stigende mørke er der med garanti længsel efter og håb om lys. Uanset hvor håbløst det hele er.

Naturligvis knytter vi alle mere eller mindre håbet til det i bredeste forstand politiske arbejde. Gid nogen dog kan få standset vanviddet.

Men måske er denne måske største verdenskrise siden Anden Verdenskrig blevet en påmindelse om, at verden ikke ender i lyset, men i mørket, hvis alt kommer an på mennesket. Den berømte amerikanske professor Fukuyamas bog om ”historiens afslutnigng”, som af de fleste blev opfattet som en slags jordisk paradis-profeti, har fået et grundskud. Menneskeheden fortsætter sin haltende gang gennem verdenshistorien.

Men en ung ukrainsk kvinde satte ord på en helt anden form for håb, da hun i et tv-interview endte med ordene: ”Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?”

Vi har lige fejret det – gennem hele påsken, kulminerende med det mest håbefulde: Jesu opstandelse.

Alle os, der har fået det indenbords, har fået menneskets medfødte paradislængsel i version 2.0. Vi kan simpelthen ikke lade være med at håbe på en lykkelig slutning. Uanset hvad der sker i verden og i vores eget liv. Uanset om vi befinder os i Ukraine, Grønland eller Danmark.

Som der står skrevet: ”Kristus Jesus har tilintetgjort døden og bragt liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet”.

Lyset rumsterer i os.

Skriv en kommentar

Ku' du tænke dig et meningsfuldt job? ELN søger frivillig projektkoordinator! Se mere her

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!