Kuns

Jeg fik min grundlæggende teologiske skoling hos mænd og kvinder fra min hjemegn. Èn af dem kunne ikke formulere evangeliet uden at bruge det gamle jyske ord kuns.

Der døde en gammel mand på 95 år på plejehjemmet Klokkebjerg i Skjern for et par måneder siden. Han hed Martin og var en landmand, der var vokset op på min hjemegn. Han var jævnaldrende med mine forældre. De havde kendt hinanden fra 1947, da mine forældre som nygifte slog sig ned på egnen. Martin var søndagsskolelærer. Senere var han én af lederne i bibelklassen for drenge, og i mange år var han ungdomsformand. Hans plads på bænken i missionshuset stod aldrig tom. Hans sangstemme kunne høres under fællessangen. Han var en mild og venlig mand med et stort smil tilovers for en lille knægt som mig. Hans ansigt kunne udstråle den dybeste alvor eller den største glæde, når han fortalte bibelhistorie for os knægte. Min far og han kunne sidde i dybe samtaler, hvor de startede med svinepriserne og endte med at drøfte dybe trossandheder.

Da ungdomskredsen i Sædding-Astrup havde 100 års jubilæum, fortalte han om, hvordan den var startet i hans forældres tid, og hvordan han selv som ung havde gået 8 km af grusvejen til Astrup for at komme til ungdomsmøde. Senere blev cyklen opfundet, og det blev lettere. Om end det var besværligt under krigen, hvor cykeldæk ikke var til at opdrive, og man måtte finde erstatninger. Jeg husker glæden i hans øjne, da jeg selv som ung kom til ungdomsmøde i deres hjem, og han måtte bruge et solidt bræt fra laden som bænk, fordi der ikke var stole nok i stuen.

Hvad sagde han?

Han var ikke prædikant, men tog ofte ordet efter kaffen til møderne i missionshuset. Der var livserfaring, kamp og vægt bag hans ord. Og så brugte han den gamle jyske udtale af ordet kun, sådan at han sagde kuns. Jeg husker stadig nogle sætninger: Når vi engang skal dø, og det kan jo ske, før vi ved af det, så er det kuns Jesus, der kan redde os fra dommen. Alt det, vi kan gøre fra eller til, tæller ikke på den dag. Der tæller kuns Jesus. Eller – når det handler om at få fred med Gud, så hjælper vores anger og tårer ingenting. Så handler det om at sætte sin lid til Jesus. Kuns troen på Jesus kan hjælpe os. Ingen gerning. Og – vi har kuns én ting, som kan være en lygte for vores fod og et lys på vores sti. Det er Guds ord. Kuns Guds ord kan vejlede os. Og et sidste eksempel – nu er vi kommet dertil, at der kuns er én ting at gøre, at folde vores hænder.

Jeg fik min grundlæggende teologiske skoling hos mænd og kvinder fra min hjemegn. Èn af dem kunne ikke formulere evangeliet uden at bruge det gamle jyske ord kuns. Senere har jeg taget en teologisk overbygning over min børnelærdom. Men når jeg skal sige det helt væsentlige i evangeliet til mennesker, der er i krise eller ligger for døden, så trækker jeg stadig på det, jeg modtog i min vestjyske barndom og ungdom. Martin bliver sikkert aldrig nævnt i en kirkehistorie. Det ville han også selv have takket nej til. Når jeg med mine ord søger at ære hans minde, ville han også protestere og sige, at det fortjener han slet ikke. Det er kuns Jesus, vi skal ære.

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!