Det er en urgammel historie, at der ses ned på kroppen, som en laverestående del af et menneske. Et fængsel vi skal befries fra. Det har i årtusinder været en del af den østlige religiøsitets menneskesyn at skulle befries fra legemet. Desværre sneg tanken sig også ind i kristendommen med gnosticismen i kirkens første århundreder, og vi har kæmpet med at holde den ude siden.
I dag tales kroppen ikke ned på samme måde, men den underkendes alligevel i høj grad i sin umiddelbare og naturlige form. Det sker, når vi mister fornemmelsen af vores krop, fordi det primære liv leves digitalt. Jeg er ikke imod den digitale virkelighed, men hvis det sker på bekostning af vores fysiske oplevelse af kroppens realitet og af kontakt med den øvrige fysiske verden, fra vinden i håret til berøringen af hud mod hud, så har vi mistet mere, end vi har fået.
Vi mister også kroppens glæde og velsignelse, hvis idealet for den ideelle krop tager magten over os, så vi bliver flove over vores eget legeme og ikke kan glæde os over den krop, vi faktisk har. Vi er alle skabt med almindelige kroppe, og der findes ingen krop, som ikke er underfuld.
Et aspekt ved den kommende julefest er Guds værdsættelse af den menneskelige krop. I det måske mest definerende vers i Ny Testamente om julens betydning kommer dette til udtryk: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Gud fik en krop. For ham var det godt nok en begrænsning som skaber at blive skabning, men for os var det en anerkendelse, en adling og værdsættelse ikke bare af det menneskelige sind, men af mennesket som krop.
Efter at Gud selv fik en krop, bør ingen længere tale, tænke eller føle ringe om den menneskelige krop. Ikke hos noget menneske – heller ikke sig selv. For den almindelige menneskelige krop er blevet æret af Gud, da han selv blev krop.
