Hvis jeg først er blevet en z-mand, bliver det jo et brud med selve min identitet, hvis jeg skulle gå hen og blive en y-mand.
Siden vi forlod folkekirken i Emdrup kirke og flyttede til frimenigheden i Bramming, har vi fået mange velmenende kommentarer med på vejen. Mange af dem har lydt i stil med ”Nu er du jo blevet frimenighedsmand!”. Nogle har draget et lettelsens suk i samme åndedrag. Andre har set bekymrede ud, mens de sagde det, afhængigt af eget ståsted. Ikke desto mindre er det forkert. Jeg er ikke blevet frimenighedsmand. Jeg har heller aldrig har været folkekirkemand – og jeg ønsker ikke at blive nogle af delene. Jeg vil gerne nøjes med at være Kristusmand.
Jo, jeg er præst i en frimenighed, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Der ligger mange overvejelser bag skiftet fra folkekirken til frimenigheden. Som Kristusmand har jeg holdninger til dette og hint, og jeg tilknytter mig visse organisatoriske netværk. Men jeg er ikke konverteret. Organisationen er ny, men Bibelen og bekendelsesskrifterne er identiske. Jeg er stadig en del af den samme Kirke (med stort K), som jeg altid har været.
Jeg skal gerne fremføre mine argumenter for tilvalget af en frimenighed, men det er ikke mit ærinde her. Jeg vil også gerne tale positivt om styrkerne i folkekirken, for denne positive omtale falder mig faktisk nemmere nu, hvor jeg ikke længere skal stå til indtægt for folkekirkens dårligdomme. Men det er heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er ”-mændene”.
Vi putter i kategorier
Vi har en uimodståelig trang til at kategorisere hinanden. En person, som knytter sig til Indre Mission, er en IM’er. Tilsvarende gælder LM’eren, Oasemanden osv. Så ved vi, hvor vi har ham! Derved kan vi måske skabe lidt orden i en uordentlig verden. Men hvor vigtigt må det være? Jo hurtigere jeg får puttet mit medmenneske ind i en bestemt kategori, desto sværere bliver det at høre, hvad vedkommende faktisk siger og mener. Ved nærmere kendskab kunne det jo tænkes, at vedkommende ikke er fuldstændig identisk med andre i den kategori! Og jo snævrere jeg definerer mig selv ud fra bestemte kategorier, desto sværere får jeg ved at blive klogere/ældre. Hvis jeg først er blevet en z-mand, bliver det jo et brud med selve min identitet, hvis jeg skulle gå hen og blive en y-mand.
Når vi er uenige, skal vi lade meningerne brydes. Vi skal knytte os til vores respektive organisationer og arbejde med på at styrke dem. Kirkekampen skal rase, og lad os som gode søskende tage nogle raske skænderier ind imellem. Men lad os huske, at vi er Kristusmænd og -kvinder! Hvis vi gør os selv og hinanden til alt-muligt-andet-mænd, vil det komme til at stå i vejen for vores dybeste fælles identitet som Kristusmænd. Vi risikerer både at glemme vores egentlige, sande identitet, og at misforstå hinanden. Hvis vi kan nøjes med at være Kristusmænd (m/k), vil vi hver især få frihed til både at lytte til hinanden, stå skarpt på vores holdninger og vokse i erkendelse.
