Gå til indhold
Kristian Jensens banaliteter

Kristian Jensens banaliteter

– og dine … … og mine

Det er let at kaste sig over den tidligere minister Kristian Jensen: Han forlader sin hustru gennem 21 år og splitter sin familie med tre sønner på 12, 16 og 18 år ad.

Årsag: ”Jeg har fået stærke følelser for Pernille, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift.

Jeg får lyst til at kaste med sten, når jeg læser sådan noget. Eller noget meget værre. Tænk på hans hustru. Tænk på de tre unge fyre. Sorgen. Vreden. Ydmygelsen. Og så at skulle høre deres far sige:

”Kærlighed er en følelse, der er svær at styre, og så er man nødt til at tage konsekvensen.”

Man kniber sig i armen og spørger uvægerligt: Hvor gammel er manden egentlig?

Hvem vil kaste den første sten?

Det er barnligt, banalt – og brutalt. For hvor er den sande kærlighed? Hvor er medfølelsen over for dem, han har ansvar for?

Det er rigtig rigtig hårdt og selvfølgelig en svær beslutning at tage, og det er et stort ansvar at tage på sig” …

”Jeg tror, mit liv ville være nemmere, hvis jeg ikke skulle gennem en skilsmisse.”

Uha, uha … Det er, når politikere udtaler sig uden rådgivningsbrief, at deres sande verdensbillede træder frem.

Så det frister. Det med stenene. Men altså … jeg har også en hukommelse. Og jeg har det der ansigt foran mig. En mellemøstlig fyr, der kigger op på mig og siger: ”Den, der er retfærdig, skal kaste den første sten”.

Frys.

Han, som var og er den eneste, der med rette kunne kaste med sten. Han, som tog alle vores sten og lod dem falde på sig selv. Han minder os om sandheden om os selv – og så rækker han en blodig, smadret hånd ud for at tilbyde en dyrekøbt tilgivelse til alle, som fortryder deres fejl og brist.

Så jeg tror lige, jeg lader stenen ligge, rækker hånden ud og beder en bøn om, at manden (og kvinden) må vågne op og se, hvad de har gang i …

Dødbringende løgne

Til gengæld vil jeg gerne kaste mange sten mod Kristian Jensens barnlige banaliteter. Alt det dødbringende nonsens, som bliver dyppet i sukker og langet over vores mentale disk igen og igen i disse år – i interviews, artikler, brevkassesvar, bøger, film, samtaler og SoMe posts.

Et opkog af romantik og flower power klicheer, som på en eller anden måde er blevet hver mands mester og herre, selv voksne mænd på højrefløjen: Jeg føler – altså er jeg. Jeg føler – ergo må jeg handle på det.

Selv i ellers fornuftige kristne kredse hører man stadig hyppigere varianter over dette tema: ”Vi voksede fra hinanden”. ”Der var bare ikke mere kærlighed tilbage”. ”Jeg følte mig ikke imødekommet” osv.

Som om det er en eller anden naturlov, der går én imod. Som om det ikke har noget med egen indsats at gøre. Som om ægteskab er sat i verden for at opfylde ens behov. Eller der findes sådan noget som retfærdighed i et parforhold …

Igen: Jeg kender alt for meget til egne barnlige banaliteter og brist til at kaste med sten. Men jeg hader disse løgne, og jeg mener, at vi alle, uanset vores personlige historie, har ansvar for vores handlinger og for hinanden. Herunder at sige sandheden om vores løgne – og kæmpe for den sande kærlighed.

* Alle citater er fra denne B.T. artikel