Krigens kald til kirken

De mørke skyer fra kampene i Ukraine kaster skygger så langt mod vest, at vi også mærker kuldegysningen i Danmark.

Guds kirke har før oplevet krig, og ligesom ved andre store ødelæggelser rummer den et kald, men hvilket? Her er fem aspekter af krigens kald til kirken.

Medfølelse

Ved budskabet om krigen i Ukraine er kaldets første dimension at vise medfølelse. Det kan måske lyde indlysende, men er det ikke. Vi mennesker har en evne for at beskytte os selv mentalt ved at fortrænge ubehagelige ting, og det er godt nok. Men denne evne kan udvikle sig til kynisme over for andres nød. Jesus havde medfølelse overfor mennesker i nød, og vi er som kristne kaldet til at vove den samme mentale sårbarhed. Den består i, at vi lader medfølelsens tristhed, kærlighed og harme få lov til at leve i vores sind, – en slags emotionel solidaritet.

Bøn

Medfølelsens første skridt ind i handling er forbøn. Det kan både være kollektivt ved gudstjenester o.lign., og privat i familien eller helt for sig selv. Bønnen har flere dimensioner. Det er en bøn om fred og krigens ophør. Det er bøn for ofrene. Det er bøn for kirken i Ukraine. Det er bøn for dem, som har magt og træffer de store beslutninger.

Og så må den kristnes bøn også følge Jesu ord i Bjergprædikenen om at bede for sine fjender. Jeg tror, at der er andre en mig, som har haft lidt svært ved det i den aktuelle krig. Men selvom vi måske ikke kan finde ret mange ord, så kan vi i det mindste overgive den angribende fjende til Gud.

Hjælp

Men krigens kald til en kristen bliver ikke ved følelser og ord. Der kaldes på handling og praktisk hjælp. Nogle har mulighed for at hjælpe helt konkret, men hjælp er også økonomisk at støtte dem, der gør en væsentlig indsat.

Der er også en politisk dimension i hjælpen, nemlig på tværs af partiskel at bakke op om vores støtte som folk ved at tage imod krigens flygtninge og på andre måder bidrage til at hjælpe dem, der lider. Hvis hjælpen skal realiseres kræver det offervilje af os. Som kristne bør vi være de første, der er villige til at lide tab af komfort og velstand, hvis det kan hjælpe dem, som er hårdest ramt af krigens hærgen: Gavmildhed, gæstfrihed og generøsitet.

Opmærksomhed

Krigen kalder også på vores opmærksomhed som et af endetidens tegn. Der har været krige mange gange siden Jesus forlod sine disciple på Oliebjerget, så denne krig er på den måde ikke noget særligt. Men enhver krig minder os om Jesu ord om, at der skal komme ”krigslarm og rygter om krig” i tiden frem mod hans genkomst. Som veer forud for en fødsel, og knopper på træer forud for sommerens gennembrud.

Hvis vi skulle have glemt det, er den aktuelle krig en påmindelse om, at denne verden ikke fortsætter for evigt. En dag kommer Kristus, og det sidste punktum sættes i denne verdens historie.

Håb

Midt i missilernes gru er der et kald til håb. Jesus sagde til disciplene, at når de ser dette ske, skal de løfte hovedet, for forløsningen nærmer sig. Kontrasten til det kommende Gudsrige males med de stærkeste farver i mødet med krigens ondskab og ødelæggelser.

Krigen får ikke det sidste ord, for Kristus har sejret og vil en dag komme igen, som han har sagt. Da dømmes al ondskab ude og en skøn verden, hvor alt er godt, skal træde frem. Det håb er den kristne menighed kaldet til at løfte frem i mødet med krigen – indadtil blandt de troende og udadtil i en verden uden sikkert håb.

 

                                                                                                                                  Henrik Nymann Eriksen

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!