Konfirmander mener det temmelig seriøst med konfirmationen, mere seriøst end forældrene tror
Det er konfirmationstid rundt om i det ganske land. Flagalléerne blafrer, og kirkerne er fyldt.
Sidste år blev der lavet en undersøgelse, som viser, at konfirmander mener det temmelig seriøst med konfirmationen, mere seriøst end forældrene tror – viser samme undersøgelse.
Ekstra Bladet havde ved samme tid en vittighedsstribe, hvor en præst spørger en konfirmand: ”Min kære dreng, tror du på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber?” ”Næh, jeg er her kun for pengenes skyld”, svarede konfirmanden. Hvorefter præsten følges med drengen med ordene: ”Så er vi to…” Meget sjovt, men langt fra sandheden. I hvert fald med hensyn til konfirmanden…
Mine årlige evalueringer med konfirmanderne plus løbende udsagn og signaler fra dem, siger med al tydelighed: De fleste konfirmander mener noget seriøst med tro og kirke, når de når frem til konfirmationen. Der kan være store huller endnu i deres viden og deres tro, men de mener noget med det!
Problemet ligger et andet sted
Det store flertal af dem fortsætter simpelthen ikke med de gode hverdagskristne vaner, de er kommet i gang med i løbet af den tid, de går til konfirmationsundervisning – gudstjeneste, bøn og bibellæsning. Og når de glider ud af det igen, så glider tro og kirke også i baggrunden og bliver som et blegt baggrundstæppe for tilværelsen.
Det med at få tro og kirke ind under huden, som den naturligste ting i verden, er faktisk ikke særligt mystisk eller svært. Det handler i meget høj grad om gode vaner. Om at gå til gudstjeneste regelmæssigt, og bruge de foldede hænder og Biblen ligeså naturligt, som man bruger tandbørsten og computeren.
Forestil dig, kære læser, et ægteskab, hvor man kommer ud af de gode vaner med at kysse, sige gode ting til hinanden, tage på kærestetur sammen mv. Hvordan ville det mon ende? I en tynd kop te. Det samme sker med tro og kirke uden gode vaner. Og modsat: Gode hverdagskristne vaner holder troen i live og gør den faktisk mere og mere uopslidelig, som årene går.
Universitetslektor og debattør Hans Hauge skrev engang: ”Tro er ikke sådan noget, man blot ’har’. Vi er troløse. Det er for at komme denne troløshed i forkøbet, at vi går i kirke. Man bliver troende af at gå i kirke, og man går ikke i kirke, fordi man har en tro”.
