Mulighederne er mange og dagene få. Hvordan prioriterer vi vores tid? Og er det okay at droppe møderækken i missionshuset til fordel for en aften med de lokale i nærområdet? En oplevelse forleden fik mig til at stoppe op.
Det er søndag. En ny uge venter. En uge, der byder på møderække i vores lokale missionshus. Kalenderen er fri – sådan næsten. Der er kun ét problem. Tirsdag står både byens lokale kvindeklub og den omtalte møderække skrevet med stort.
Er den sikre vej altid den bedste?
Jeg kigger tvivlende på min mand, mens jeg i mit indre lader tankerne gå mod mit barndomshjem. Et hjem, hvor missionshuset godt nok som oftest var skiftet ud med frimenigheden, men hvor kirkegangen til gengæld var en urokkelig del af weekendens program. Hver gang.
Jeg er ikke i tvivl om, hvad min forældre – og flere andre i deres generation – havde valgt at prioritere på denne tirsdag. Måske netop derfor fylder tvivlen mit indre. For skal missionshus og kirke altid komme før kvindeklub og fodboldkamp? Eller mister vi noget i forsøget på at gå den lige og sikre vej?
Gud havde en plan
Jeg beslutter at gå den skæve vej. Min mand sætter selv kurs mod missionshuset, mens jeg kører mod kvindeklubben.
Her møder jeg en lokal kvinde. Vi falder i snak og på fantastisk vis følges vi et par uger efter til møde i missionshuset – det missionshus, jeg en aften kort forinden har tilsidesat til fordel for aftenen med hende og de andre landsbykvinder.
Oplevelsen gør indtryk. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Gud har en plan med, at jeg kører mod syd i stedet for nord netop denne tirsdag.
Vi skal værne om trofastheden – men…
Samtidig er jeg ikke sikker på, at jeg næste gang skal prioritere på samme måde. For netop den trofasthed overfor kirke og missionshus, som jeg med stor respekt ser kendetegnet for generationerne før mig, nærer jeg den største respekt for.
Den er vigtig. Og den er værd at bevare. Men det er en balance. Gud opfordrer os til at være i verden – ikke af verden.
Derfor må vi tage Gud med. Vi må spørge ham til råds. Vi må bede til ham, når prioriteringerne sættes på en spids. For det rigtige svar findes ikke. Kun ved vi, at Gud ønsker, at vi skal komme hjem til ham som hans børn – og at endnu flere må følges med os på denne vej.
Photo by aopsan on Freepik
