De er alle steder. De, der tilsyneladende ikke kan gå ét skridt uden at brokke sig over ledelsen, vagtplanen og… Men er vi bedre? En komiker lærte mig en vigtig lektie.
Han rykker ind på scenen. Med klassisk, mørk t-shirt, kondisko og fem bogstaver på hver sin roll-up. T-R-Æ-L-S.
Jeg læner mig tilbage i sædet, alt imens jeg hæver de indre parader. Jeg er forberedt. Forberedt på, at et comedy-foredrag til et større uddelingsshow for erhvervslivet næppe lader festligt klædte deltagere som vi trille hjem uden en joke eller to under bæltestedet som baggrundsstøj.
Vi kender hende – eller gør vi?
Tiden går. Den trælse kollega, der hader forandringer, glemmer at sige godmorgen og undlader at rose vores eksemplariske idéer, får på ironisk vis et par kærlige ord med fra scenen.
Vi kender hende jo alle. Ulla, der har fået kaffen galt i halsen. Lidt for ofte. Ulla, der aldrig sætter kaffekruset på plads. Ulla, der altid ynder at klage over ledelsen, vagtplanen og den besværlige kunde.
Eller hvad? Kender vi hende egentlig? Ved vi, hvad der ligger bag hendes tvivlsomme udbrud og den ærgerlige stemning, som til tider omgærder hende?
Dårlig samvittighed bag latteren
”Mennesket er uerstatteligt,” lyder det pludselig fra scenen og endnu en dosis dårlig samvittighed hæver sig bag den flydende latter.
Jeg tænker tilbage på tirsdagene i børneklubben, søndagene på kirkebænkene og ugerne med bibelcamping på Virksund. Hvor ofte har jeg ikke hørt netop dette budskab? At vi mennesker er noget særligt. Skabt i Guds billede. Hver og én. Elsket for dem, vi er.
Jeg – om nogen – burde vide bedre, tænker jeg stille. Men jeg ved det jo godt. Ved, at jeg som kristen ikke er et hak bedre end kollegaen til højre.
Mens vi sætter kursen hjem mod gården, lander tankerne stille. Gud elsker alle. Han har givet sit liv for alle – både brokkehovedet Ulla og jeg, som ikke formår at rumme mit medmenneske dér, hvor hun er.
