Kom tilbage – til gudstjenesten!

Kom tilbage – til gudstjenesten! Det føler jeg trang til at sige i denne blog, selvom jeg godt ved, det er totalt ukorrekt at tro, at man kan tillade sig at sige til andre, hvad man synes, de skal gøre.

Motivet for alligevel at gøre det er ikke at moralisere. Heller ikke at analysere hvad der er sket med kirkegangenen i kølvandet på pandemien, hvilke mekanismer der har gjort, at flere tilsyneladende dropper den ugentlige kirkegang? Det kunne ellers sikkert give god mening at gøre det. Nej, motivet er ganske enkelt et håb om, ja nærmest en længsel efter, at alle, som før kom i kirken, kommer tilbage igen.

Vel har kirkerne været uforholdsmæssigt meget lukket ned i lang tid og 30-minutters gudstjenesterne uden sang og nadver var måske ikke de mest attraktive. Men nu er kirkerne faktisk åbnet på vid gab og gudstjenesterne ligner mere og mere sig selv. Så kom nu tilbage derudefra, kom tilbage! Hvad venter I på? I mangler i vores fællesskab. Pladsen på kirkebænken står tom, og jeg savner at se alle jer, jeg så i kirken om søndagen før pandemien. Vi er jo en slags familie – brødre og søstre – og I mangler i fællesskabet. Og det er ikke bare tom snak i et forsøg på at hverve folk tilbage, for I efterlader virkelig et tomrum. Især under de ultrakorte gudstjenester, hvor mandefaldet var størst, var det forstemmende at sidde der i den alt for tomme kirke.

Det er indlysende, at man må respektere de individuelle og også forståelige grunde, der kan være til ikke at gå i kirke under sådan en pandemi, feks. frygten for at blive smittet. Men jeg har alligevel svært ved helt at forstå, hvad problemet er med at komme tilbage på nuværende tidspunkt.

Nu er det måske ikke så vigtigt, hvad jeg forstår og ikke forstår her, men enhver må som minimum skulle spørge sig selv og kunne svare på spørgsmålene: “Hvorfor kommer jeg pludselig ikke i kirke mere? Hvad vil jeg fremover?” Der må foretages et aktivt valg. Mange ting i livet får vi ikke altid lige valgt aktivt til eller fra, nogle ting “sker bare”, men gudsdyrkelsen, som bla. består af kirkegang, er for vigtig en sag til at være “noget, der bare sker, eller ikke sker”.

Der foregår konstant en åndskamp om menneskehjerterne, en kamp mellem Gud og Satan om at eje os. Det gør der også her, og Satan er ligeglad med hvilke grunde, vi har for at blive væk fra gudstjenesten. Han er tilfreds, hvis bare han kan få mennesker væk, væk fra Gud, væk fra kirken, væk fra Guds ord. Men den sejr må han ikke få.

Ferien er ved at være slut, så hvad nu? Jo, det er nu, du skal tilbage – tilbage til den gode, gamle, vigtige, livgivende vane. Du må tilbage til din tomme plads!

Vi ses.

PS: Alle som er tilbage igen, kunne måske overveje at tilskynde og opmuntre nogle af dem, vi savner til at komme tilbage til gudstjenesten – med en personlig invitation.