Kom ind i debatten om dødskriterier

Det må ikke lukke debatten, at den er kompliceret. Kom ind i debatten, sundhedspersonale! Og lægfolk, lyt til jeres egen vurdering!

Tak til Kristeligt Dagblad, KD, som i denne uge har åbnet debatten om organdonation ved hjertedødskriteriet!

Det er væsentligt, at denne debat bliver ført, fordi der altid er en risiko for, at hensynet til flere organer gør døende mennesker til middel for andre. Altså, at man vurderer det ene liv som mere værd end det andet.

Den enkelte har uendelig værdi, og når vi bevæger os ind på grænsen mellem liv og død, opererer vi på Guds gebet.

Sagen er den, at et bredt flertal i folketinget ønsker at øge omfanget af organtransplantationer ved at give mulighed for transplantation fra hjertedøde, dvs. mennesker hvor hjerteslag og åndedræt er stoppet.

Som det kommer frem i KD, er der væsentlige etiske problemer forbundet med et hjertedødskriterium. Blandt andet påpeger medlem af det etiske råd Mia Amalie Holstein, at det ved hjertedød i højere grad bliver op til lægen at vurdere om en patient ”er død nok til at blive donor”.

”Jeg synes, at vi er på kanten rent etisk. Der er et incitament til, at lægerne træffer et forkert valg, så en person, der måske kunne have været genoplivet, ikke bliver det,” siger hun til KD.

Også et andet af det etiske råds medlemmer, pens. overlæge Poul Jaszcsak, råber vagt i gevær, når han påpeger, at hjertedødskriterium ”giver licens til at sige, at han eller hun ikke er værd at genoplive”.

I samme artikel i KD giver overlæge Preben Sørensen udtryk for, at han er i tvivl om, hvorvidt folk er i stand til at tage debatten, fordi den er så kompliceret.

Men det må ikke stoppe debatten, at den er kompliceret. Jeg har ikke svaret på alle spørgsmål i forbindelse med dødskriterier og organdonation, og jeg savner derfor, at kristne læger og sygeplejersker blander sig og giver perspektiver. Kom ind i debatten og giv os lægfolk gode argumenter – for og imod!

Og lad os lægfolk ikke lade noget ligge blot, fordi det er kompliceret! Det er faktisk i orden at bruge sin sunde fornuft, sine følelser og sin overbevisning. Hvis ikke vi gør det, lader vi stå til over for stadig flere nye medicinske og tekniske landvindinger, som ikke nødvendigvis er et gode i et større og et bibelsk perspektiv. Som på mange områder er det sandt, at ”når først tandpastaen er ude af tuben, er den umulig at få tilbage igen”.

Heldigvis har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) grebet budskabet fra KD’s artikel og fremfører i samme avis, at der er behov for en grundig debat, og at Det Etiske Råd skal have emnet på dagsordenen, ligesom Sundhedsstyrelsen skal sende retningslinjerne for hjertedødskriteriet ved organdonation i høring.

Så kom ind i debatten læg og lærd!

Se artiklerne på Kristeligt Dagblad her (er dog gemt bag betalingsmur):

Kritik: Nyt dødskriterium bliver indført uden debat

Sundhedsministeren vil sætte skub i debat om hjertedødskriterie

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights