Kom Gud til fornuft?

Når selv en biskop kan gøre sig klogere end Gud selv, så er der åbnet en ladeport for læremæssig forvirring. Det kom bl.a. til udtryk i biskoppens morgenbøn.

Det er snart påske, hvor vi skal høre Paulus’ ord om, at Gud ikke ”sparede sin egen søn”. Når Paulus skal forklare påskens begivenheder, låner han ord fra beretningen om Abrahams trosprøve, hvor Abraham viser sig villig til at ofre sin egen søn.

I Bibelen bliver det et billede på Guds gerning gennem Jesu død på korset. Selv om vi ikke forstår dette til bunds, er det, hvad vores kristne tro lever af. Derfor er beretningen om Abrahams trosprøve én af teksterne til læsningen til gudstjenesten langfredag.

Gud satte Abraham på prøve, og Gud havde hele tiden den intension, at han ville standse Abraham, før han svang kniven. Men Abraham vidste ikke det, som vi læsere af beretningen får at vide, at det var en trosprøve. Derved fik han et indblik i Guds smerte ved at ofre sin egen søn, samtidig med at vi læsere kan bevare den helbibelske indsigt, at menneskeofring aldrig tillades i bibelsk etik.

En anden forståelse

En anden forståelse kom til udtryk i en morgenandagt fra domkirken i København. ”Hvad tænkte du dog på, da du bad Abraham myrde sin søn? Tak fordi du kom til fornuft og blev menneskelig.”  Sådan formulerede biskop Peter Skov-Jakobsen en bøn i forbindelse med morgenandagten fra Københavns domkirke d. 23. februar (ifølge Kristeligt Dagblad, 01.03.2024)

I mange år har andagten fra domkirken i København været en god start på dagen for rigtig mange danskere. Den har ikke været fyldt med en masse præstesnak, men Guds ord er blevet læst i sammenhæng med bøn og salmesang. Bønnerne har været faste bønner med et traditionelt kristent indhold. På den måde har andagten kunnet leve videre i manges tanker i løbet af dagen.

Men nu går den ikke længere. Ingen ringere end biskoppen selv har valgt at blande sin egen uforgribelige mening ind i andagten ved den bøn, der ledsager tekstlæsningen. Hans forståelse er tilsyneladende, at Gud oprindelig er ond, men heldigvis besindede sig og blev god. Gud kom til fornuft og blev menneskelig. Biskoppens autoritet er den moderne humanisme. Derfor skildrer han Gud som tankeløs og som den, der rummer grusomhed i sit væsen, men med tiden bliver ”menneskelig”.

Humanismens gud kontra Bibelens Gud

Den moderne humanisme er af relativt ny dato, men har gamle rødder i den græske antik og i middelalderens renæssance.  Teologien i biskoppens udtalelse er heller ikke ny, men udtryk for den gamle græske filosofi, som kaldes gnosticisme. Gud er både god og ond. Det betyder, at der er visse dele af Bibelen i såvel det gamle som det ny testamente, som vi må tage afstand fra. Andre ting er mere sympatiske. Kriteriet for at skelne er, hvad der samstemmer med et humanistisk menneskesyn.

Jeg har før fremhævet styrken ved den folkekirkelige ordning. Den giver fuld frihed til, at præster og lokale menigheder kan arbejde på Bibelens og bekendelsens grundlag. Biskoppens udtalelse fremhæver den største svaghed ved Folkekirken. Når selv en tilsynsmand kan gøre sig klogere end Gud selv, så er der åbnet en ladeport af læremæssig forvirring. Selv i en bøn sniger den folkekirkelige grundskade sig ind.