Vi er kirke i et samfund, som er ramt af en epidemi. Det stiller nogle nye krav til os, som vi ikke er vant til, men kirken har prøvet det før – mange gange faktisk!
Det er interessant at se, hvordan den kristne menighed tidligere har ageret, når samfundet blev ramt af pest eller andre epidemiske sygdomme. Hvad gjorde de kristne i forhold til sig selv, deres naboer, familiemedlemmer og andre medborgere? Jeg vil nævne to eksempler.
Nordafrika 3. årh
Omkring 260 e.Kr var der en voldsom epidemi i Nordafrika. Nogle historikere mener, at to tredjedele af Alexandrias befolkning omkom. Den lokale biskop Dionysios beskriver i et påskebrev, hvordan de velstående hedninger flygter fra byen, men at de kristne bliver. De hjælper syge og døende med risiko for deres eget liv. Og de hjalp alle, uanset om de var troende eller ej.
Hans kollega, Cyprian, i Kartago i Tunesien forklarede få år tidligere de kristnes frygtløshed overfor epidemien med følgende ord om de døde: “Vi ved, at de ikke er mistede, men sendt forud; at i afrejsen viser de vejen.” Håbet og kærligheden var de kristnes orienteringspunkter i den humanitære krise.
Wittenberg 1527
Mange århundreder og epidemier senere ramte pesten Wittenberg i august 1527. Den 19. august døde 18 borgere. Universitetet blev flyttet fra byen, men Martin Luther blev. Han skriver i et åbent brev til sin ven Johann Hess, at situationen kræver, at man skal udvise sund fornuft og omtanke for ikke at blive smittet og sprede smitte, men samtidig, at man ikke skal svigte næstekærligheden, der hvor nogle har brug for vores hjælp. Han fremhæver også Guds løfter om, at han ikke vil svigte os og lade os i stikken. Sund fornuft, næstekærlighed og Guds omsorg var Luthers orienteringspunkter, da pesten bankede på byporten i Wittenberg.
Mange flere eksempler fra historien kunne findes frem, og måske skulle vi gøre det.
Fire principper
Jeg vil med en grov historisk forenkling fremhæve fire principper for, hvordan vi som kristne skal leve, når epidemien rammer os, som det er sket i dette forår.
- Stol på Guds omsorg. Vi er ikke overladt til os selv, men Gud er vores omsorgsfulde og kærlige far. Vores liv er i hans hånd, både hvis vi bliver ramt af smitten, og hvis vi undgår det. Guds omsorg er samtidig en opmuntring til at bede for dig selv, for dem som er ramt og for hele vores land og verden.
- Udvis næstekærlighed. Vær ikke egoistisk i krisen, men tænk på, hvad der er godt for andre. Tænk både på dine medkristne og på ikke-troende. Det kan i vores situation handle om praktisk hjælp til dem, som er særligt udsat fx. indkøb. Det kan også handle om opmærksomhed med telefonopringninger og andre former for kontakt med de isolerede , der særligt kan føle sig meget alene.
- Brug sund fornuft. Luther advarede i sit brev til Johann Hess mod en overåndelig tilgang til pesten, når man ikke fulgte de anbefalede fornuftige forholdsregler for ikke at blive smittet. Det er ikke specielt åndeligt at handle dumdristigt i den givne situation.
- Lad håbet leve. Den kristne kirke har været en del af langt alvorligere epidemier, end det vi oplever nu. En styrke til at leve frimodigt i sådanne tider er bevidstheden om, at døden ikke er det sidste. Vi skal ikke opsøge døden, men vi behøver på den anden side heller ikke at frygte den. Jesus har jo sagt: “Den, som tro på mig, skal leve om han end dør” (Joh 11,25).
Lad os følge de spor, som vores søstre og brødre op igennem historien har lagt, når epidemier ramte deres samfund. Det er en stærkt testet vej.
