Kirken skal ikke lukke ned, men op. For håbet.

Jeg tilslutter mig i den grad udsagnet om kirken som ”en kritisk funktion”, eller måske hellere: kirken som en uundværlig funktion i denne tid, på linje med sygehusvæsenet, blot med sjæl og ånd som det der skal tages hånd om, mens sygehuset tager sig af kroppen.

Jeg er en af dem, der har været frustreret over det, jeg opfatter som kirkens overforsigtighed og flimrende udmeldinger i denne coronatid. Man kan godt tilskrive sundhedsmyndighederne og især politikerne en pæn del af ansvaret for det flimrende. Men det fraskriver ikke kirkens ledere ansvaret for at tale tydeligt, uanset at kirken kan blive nødt til at bøje sig for samfundets retningslinjer. Kirkeledelsens utydelighed er så nok også et udslag af uenighed om graden af forsigtighed. Og der forstår jeg som sagt heller ikke, hvad jeg kalder overforsigtigheden.

Professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet, Kurt E Larsen, satte for ikke så længe siden i Kristeligt Dagblad præcise ord på, hvad der blandt andet er i spil i denne kirkelige flimren:

”Hvis man primært ser folkekirken som en del af det offentlige Danmark, altså en kulturinstitution på linje med teatre og biblioteker, så er det svært at få øje på, hvorfor kirken skulle have en særstilling under coronaepidemien. Så vil man som medarbejder eller medlem af folkekirken helst være solidarisk med resten af samfundet og holde kirken lukket så vidt muligt. Men hvis man ser kirken som en kritisk funktion, så bør præsten og kirketjeneren også gå på arbejde ligesom lægen eller sygeplejersken, selvom der er en teoretisk risiko for at blive smittet. Med det synspunkt bør kirken holde åben og kæmpe for at finde en form, hvor den kan yde sit bidrag til at være en hjælp til mennesker”.

Jeg tilslutter mig i den grad sidste del, kirken som ”en kritisk funktion”, eller måske hellere: kirken som en uundværlig funktion i denne tid, på linje med sygehusvæsenet, blot med sjæl og ånd som det der skal tages hånd om, mens sygehuset tager sig af kroppen.’

Netop nu skal troen tages alvorligt

Tillad mig at fylde denne blog med endnu et citat, klogere kan jeg nemlig ikke selv sige det. Sognepræst Eva Holmegaard Larsen har skrevet følgende på kirke.dk:

”Jeg har oplevet coronakrisen som en udfordring for folkekirkens selvforståelse og position i samfundet.

I England har de haft den samme debat.

Da premierminister Boris Johnson sidst i november fredede retten til at samles til gudstjeneste, blev det mødt af hård kritik, ikke mindst fra den prominente ateist Richard Dawkins. Han kunne ikke forestille sig en mere uværdig og unyttig prioritering, end retten til at komme i kirke. Det sørgelige er, at en del af den engelske præstestand gav ham ret. Jeg spørger mig selv, om det også er dér, vi er?

Men netop nu er der brug for at tage sin tro alvorligt. Netop nu er der brug for at komme til sin kirke og finde døren åben og mærke en ånd, der taler frygten imod og understøtter meningen med livet under selv de sværeste vilkår.”

Død, hvor er din brod

Og tillad mig at endnu et perspektiv, som naturligvis ikke kan forventes forstået – og dermed heller ikke anvendeligt – ude i det brede samfund, men som i det mindste kirken bør have dybt i sin sjæl: Håbsperspektivet. Sagt lige ud: Død, hvor er din brod.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke en pind mindre bange for døden end alle andre. Jeg hænger fast ved livet, som var det det eneste. Desto mere har jeg igen og igen brug for en kirke, der taler Evigheden ind i mig. Og ikke bare taler, men agerer derefter. Agerer med et tydeligt afsæt i den allerstørste livsfortrøstning: at døden ikke får sidste ord, men livet. Hvilket ikke et øjeblik betyder ligegyldighed overfor sygdom og død i dette liv, men derimod et håbsperspektiv midt i dette livs mørke.

Min kone og jeg genså Ringenes Herre i løbet af sidste uge. Ni og en halv vidunderlig time med en af de historier, der har været mest opbyggelige for mig hele mit liv.

I sidste del står der en meget afgørende kamp om menneskenes vigtigste by Minas Tirith. Det ser længe sort ud. Den onde fjende ser ud til at vinde. Troldmanden Gandalf og den lille hobbit Pippin ser nederlaget i øjnene fra byens høje mure. Følgende dialog udspilles:

Pippin: Jeg troede ikke, det ville ende sådan.

Gandalf: Ende? Nej, rejsen ender ikke her. Døden er blot endnu en sti, som vi alle må vandre ad. Denne verdens gardiner af grå regn åbnes, og alt bliver til forsølvet glas, og da vil du se det.

Pippin: Hvad, Gandalf? Se hvad?

Gandalf: Hvide kyster og hinsides. Et uendeligt grønt land under en stigende sol.

Pippin: Nå… Det lyder ikke så slemt.

Gandalf: Nej, det er det ikke.

Den kristne forfatter af bøgerne, Tolkien, bringer uden nogen tvivl det kristne håbsperspektiv skjult ind i historien her.

Det er ubetaleligt godt. Og dét perspektiv skal kirken om nogen stå for og agere efter. Ikke mindst i denne tid, hvor mørket synes at lægge sig over mange.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights