Den tyske teolog og martyr Dietrich Bonhoeffer mente, at der var en kraft, der var farligere end ondskab. Denne kraft er tåbelighed. Det kan skurre lidt i ørerne, for hvordan kan noget være værre end det onde selv?
Jeg tror, at Bonhoeffer havde ret, og jeg vil gerne forklare hvorfor og pege på én, konkret vane som kirken bør praktisere for at forebygge tåbelighed.
Bonhoeffer havde set venner, familie, naboer og intellektuelle opgive deres etik til fordel for nazismen – ikke fordi de alle var onde – men fordi de alle stoppede med at tænke. Han indså, at den virkelige fjende ikke var ondskabsfuldhed, men tåbelighed. Bonhoeffers tanker er relevante som aldrig før, når vi ser Trumps hærgen og hans faktaresistente MAGA-tilhængere. Tåbeligheden har fået lov at gro i samfundet. Vi ser nu, hvor katastrofalt det er.
Tåbelighed står i kontrast til ondskab, fordi ondskab kan blive afsløret, konfronteret og bekæmpet. Mennesker ved – bevidst eller ubevidst – at den står i opposition til det gode. Det onde efterlader et naturligt afsavn, en brudthed, et ubehag og en følelse af skyld. Derfor bærer ondskaben kimen til sin egen destruktion, for disse sprækker i ondskaben skaber ’åbninger’ for genoprettelse og forsoning. Du kan stadig argumentere med en ond person.
Det kan du ikke med en tåbe. Han er immun over for rationalitet. Tåben ser ikke sprækkerne. Ikke fordi han er dum, men fordi han er stoppet med at tænke. Han har overladt sin tankevirksomhed til andre. Når det sker, er der ingen grænser for ondskaben. Ondt kan være godt, og sandt kan være falsk.
Og du kan ikke gøre noget ved den. For tåbeligheden er uigennemtrængelig.
”Når den vise fører sag mod den dumme,
larmer og ler den dumme uden ophør.” (Ordsp 29,9)
Tåben debatterer ikke. Han latterliggør kun. Hvad gør vi, hvis vi ikke kan trænge igennem til tåben?
Vi finder flere gode råd i Skriften. Jeg tror, at det første og vigtigste er at forebygge. Hvordan forebygger vi tåbelighed?
Tåbelighed er ikke et intellektuelt problem, men et moralsk problem. Problemet er en mangel på mod; manglende mod til at tænke selv, tænke kritisk og tænke højt. Vi må derfor kultivere vanen kritisk tænkning. Helt konkret betyder det undervisning i argumentationsteori. Kirken skal ikke kun fortælle, hvad vi skal tænke, men også hvordan vi skal tænke.
Jeg opmuntrer mine højskoleelever til at vurdere det de hører med følgende spørgsmål:
- Følger konklusionen af præmisserne? (Overholdes logikkens love?)
- Er begreberne i argumentationen utvetydige?
- Er præmisserne i argumentationen sande?
Dernæst skal kirken også bidrage til en kultur, hvor den kritiske tænkning kan udfolde sig. Er der plads til at stille kritiske spørgsmål til kirkelige arrangementer? Skal formålet med kirkekaffen være at drøfte prædikenens budskab?
