Kirke i samtiden – den vanskelige balance

Et af tidens meget udfordrende temaer: Hvordan finder vi den rigtige balance mellem på den ene side sans for tidens dominerende stemmer, så evangeliet bringes afgørende relevant ind til tidens mennesker – og på den anden side risikoen for at tilpasse sig tidens stemmer, så evangeliet tømmes for sin umistelige og uforanderlige kerne?

Jeg var i Armenien i efteråret 23 med nogle venner. Dette lille land, med en ældgammel kristen historie og kultur, som efter Sovjettiden for alvor kom til live igen – men som også er stærkt presset af det muslimske naboland Aserbajdsjan (stærkt støttet af et andet muslimsk naboland, Tyrkiet), som i efteråret endegyldigt besatte den lille autonome, kristen-armenske republik, Nagorno-Karabakh, i Aserbajdsjan.

Og dertil kommer en anden form for pres, som hænger sammen med et stigende behov for at skaffe sig et tættere forhold til – og dermed beskyttelse fra – den vestlige verden, et pres som synes at vække behovet for sekulariseringstendenser skridt for skridt.

Undervejs i Armenien var vi inde i en af deres mange ældgamle kirker, hvor vi så et særdeles interessant krucifiks-billede skåret ud på en stentavle. Krucifikset havde en tydeligt mongolsk udformet Kristus hængende på korset, med den typisk mongolske, mandlige hårfletning. Og det hang sammen med, at billedet var fra den tid, hvor mongolerne indtog Armenien.

Det handlede uden tvivl om, at de kristne armeniere gerne ville vise mongolerne, at Kristus er relevant for alle mennesker og nationer. Men det handlede nok også om, at armenierne forsøgte at vise underdanighed under den nye, undertrykkende magtinstans, så de slap for alt for mange tæsk.

Vi er ikke konkret-fysisk presset på samme måde i Danmark, som Armenien var det i 1300-tallet, og nu igen i det 21. århundrede. Men vi er åndeligt pressede. Vi lever på en måde i samme vanskelige balancegang, hvor vi på den ene side skal gøre alt, hvad vi kan for at forstå vores samtid, så vi er i stand til at vise evangeliets enorme relevans for samtiden, og på den anden side skal vi have stærk selvindsigt for fristelsen til at falde i det hul, hvor vi i bittesmå skridt tilpasser og ændrer evangeliets kerne til samtiden, fordi vi nødig vil skubbes ud i samfundets periferi og blive betragtet som en håbløst affældig, uddøende rase.

Norges ledende biskop under Anden Verdenskrig, Eivind Berggrav, skrev en bog, mens han sad i fangenskab. I den bog sætter han ord på noget, som han anser for at blive en langt større udfordring for kirken end krigens nuværende udfordring, nemlig den efterfølgende sekulariseringstid, som han allerede der så komme.

I bogen opfordrer Berggrav til, at kirken og de kristne ikke tilpasser sig og bøjer sig for den menneskelige stemme som øverste sandhedsrøst, men tværtimod fastholder én sandhedsrøst over alle andre røster: Kristendommen – Kristus.

Det er i virkeligheden også, som han påpeger det i bogen, det bedste for samfundet til alle tider: ”Hvis statens frihed ikke skal komme til at betyde alles undertrykkelse, må der være en anden myndighed end statens. Med andre ord: Staten styrkes ved, at den ikke er alene-suveræn. Demokratiets yderste og egentlige ankerpunkt er på en eller anden måde ”præeksisterende” og over det ”faktiske” ”.

Ankerpunktet er altså kristendommen, som ligger før og ovenover alle menneskelige bestemmelser.

Og Berggrav fremhæver vel at mærke det, han kalder ”en kraftig kristendom”. Han afviser altså en tilpasset, humaniseret kristendom, en kristendom som bringes i passende overensstemmelse med tidens dominerende stemmer.

Som han skriver: ”Det bliver afgørende, om der i de kommende årtier findes tilstrækkelig meget enten-eller kristendom.”

Her tror jeg, vi har noget at tygge længe og kraftigt på – i vores tid, i lille Danmark.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights