Kejserens nye klæder

Jeg sad forleden og læste en kronik i Jyllandsposten, skrevet af den danske astrofysiker og klimaforsker Henrik Svensmark, og jeg greb mig selv i at blive begejstret.

Jeg har fulgt Henrik Svensmarks skriverier gennem årene. Han har i flere tiår gået imod den dominerende strøm af klima-ideologer og fra begyndelsen hævdet, at solens aktivitet, påvirket af aktiviteter længere ude i verdensrummet, har større indflydelse på klimaet på jorden end almindeligt antaget. Svensmark benægter ikke indflydelsen fra CO2-udledning, men han hævder med tiltagende bekræftelse fra sit forskningsområde, at indflydelsen fra solens aktiviteter sandsynligvis er langt større.

Hvorfor sad jeg der og begejstredes? Jeg tror, det var en blanding af to ting.

Religiøst hysteri

Dels har det i lang tid irriteret mig, at klima-sagen har antaget religiøse dimensioner. Det er blevet den nye, sekulæredommedagstrussel, som vi alle skal forholde os til med bod og omvendelse. Jeg siger ikke, at vi ikke gør klogt i at arbejde for meget mere grøn energi. Forurening er i almindelighed noget møg. Men der er et religiøst hysteri i det, som jeg har svært ved at klare. Med andre ord: Det føltes lidt befriende at høre et sagligt opgør med hysteriet.

Men dels begejstredes jeg også ved læsningen, fordi Svensmark er et eksempel på én, der tør gå op mod strømmen, uanset hvad det måtte koste, fordi sagen og sagligheden tilsiger ham at gøre det. Det har ikke været gratis omgang gennem årene for Svensmark at tale imod den stærkt udbredte klima-ideologi.

Kan man op mod det kommende folketingsvalg forestille sig én eneste dansk politiker gøre forsøg på at tale klima-ideologien imod med ovennævnte nuancer? Det er en ren tabersag. Eller tabu-sag. Uanset at politikerne måske mener noget andet. Men man siger det ikke.

Samme tabu-belægning kan opstå omkring andre temaer. Temaer der opnår en slags uimodsigelig konsensus. Taler man imod strømmen, er man en form for ekstremist. Eksempelvis temaet om homoseksualitet og nu også mere og mere transseksualitet. Disse temaer er overtrukket med en ideologisk fundamentalisme, som får de allerfleste til at svømme med strømmen, uanset at sagerne tidvis antager absurde dimensioner.

Meningstyranniet

Vi trækker på smilebåndet, når vi læser Kejserens nye klæder. Hvor elegant H C Andersen dog spiddede massernes overgivelse til meningstyranniet. Men vi skulle le ad eller græde over os selv. For også vi, som ved bedre, falder for fristelsen til at tale med strømmen. Vi kan endda finde på at give det kristelig begrundelse med henvisning til, at vi for missionens og evangeliets skyld ikke skal stikke ud med alt for afvigende synspunkter fra det alment accepterede. Og derved svigter vi det kristne kald til at være jordens salt og verdens lys, også med tanke på det, der gælder det almenmenneskelige, det gode liv.

Vi skulle hellere øve os i at turde være den lille dreng, der råber: Han har jo ikke noget tøj på. Samfundet har brug for den befriende stemme. Også selvom samfundet i første omgang reagerer med forargelse.

Ny hjemmeside!