Jeg kom i dag til at tænke på ”Kejserens nye klæder”. Moralen i eventyret handler om selvbedrag. Kejseren tror, at han har fint tøj på, og det bilder alle sig ind, indtil et lille barn afslører sandheden.
Der er i slutningen af april samlet flertal i Folketinget for at hæve grænsen for fri abort i Danmark fra 12. til 18. svangerskabs uge.
Det er en ændring, der ikke bare kaster en grotesk skygge over en smuk forårsdag og har den samme lugt, som dét landmændene i disse uger spreder på marken.
Det er ikke i sig selv værre at hæve grænsen til 18. uge frem for 12. uge. Men et billede eller en beskrivelse af et 18. uger gammelt foster afslører det groteske i al sin gru.
Der findes ikke ord, der kan beskrive det umenneskelige i en lov, der frit tillader at slå børn ihjel. Samtidig er det en lov, der afslører sandheden om det danske folks forhold til kristendommen. For med grænsen for fri abort indtil 18. uge har flertallet af det danske folk forladt troen på, at mennesket er skabt af Gud.
Det kan godt være, at man bilder sig noget andet ind. At man kalder dét, man klæder sig med for ”den kristne tro”. Men uanset om man har denne formulering til at stå i et regeringsgrundlag eller man går i kirke juleaften eller for den sags skyld hver søndag; så er sandheden, at den kristne tro og lære i 2000 år har været, at Gud har skabt mennesket. Og enhver der har øjne i hovedet og en almindelig sund fornuft kan ikke undgå at se, at et 18 uger gammelt foster er et menneske. Og dermed et menneske som et kristent menneske skal elske som sig selv. Det er logisk set umuligt at forene den kristne skabertro med en tilslutning til fri abort indtil 18. uge.
Denne diskussion om en ny abortgrænse er hævet over alle tænkelige begrundelser for, at abort må være den bedste løsning i en ulykkelig situation for moderen eller barnet (f.eks. på grund af misdannelser eller levedygtighed). Der er tale om indførelse af FRI abort, altså uden begrundelse. Lad mig skære det ud i pap, så det ikke er til at misforstå: Hvis man er tilhænger af loven om at hæve grænsen for fri abort til 18. uge, så kan man ikke hævde, at den beslutning er forenelig med den kristne tro uden at bedrage sig selv.
Hvad skal man så gøre, hvis man kan se, at flertallet af det danske folk tror, at man kan forene den kristne tro med retten til at slå ufødte børn ihjel ? Hvad skal man gøre, hvis man har lyst til at gå i sørgemarch til Christiansborg, men godt ved, at det ikke nytter noget ?
Det vi kan gøre er: at blive ved med at bede for vores folk og vores kirke. Vi må bede om, at kirken må få kraft og frimodighed til at tale sandheden. Det gør vi bedst og stærkest ved at tale om Ham, der selv er sandheden. Når vi lærer ham at kende, så kan ethvert selvbedrag blive afsløret – også de ting, som jeg bedrager mig selv med.
