Keep it simple!

Ingen skal være middel til at opfylde andres behov. Hverken børn eller rugemødre.

DR sætter i disse uger fokus på rugemødre. Bl.a. det problem, at børn af udenlandske rugemødre kun kan få én juridisk forælder i Danmark. Dvs. det er kun den ene part i et dansk par, der bliver forældre, når parret henter et barn i udlandet. Dermed er det f.eks. også kun den ene, der kan få barselsorlov.

På dr.dk kan man se, at det nu får flere partier til at sige, at loven skal ændres. https://www.dr.dk/nyheder/politik/partier-vil-sikre-boern-af-rugemoedre-foraeldre-loven-er-gammeldags-og-skaev

Rugemødre er tilladt i Danmark, men ikke mod betaling. Derfor tager flere par hvert år til lande, hvor det er lovligt at engagere en rugemor mod betaling.

Det betyder, at singler kan blive forældre, homoseksuelle og ufrivilligt barnløse kan få et barn. Nogle med sæd eller æg fra den ene af parterne, nogle hvor det hele er leveret udefra.

Det er indviklet. Men måske er det vigtigt i stedet at gøre det enkelt. Keep it simple!

Børn har bedst af to forældre

Socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil (MF ) har fuldstændig ret, når hun på dr.dk i artiklen om rugemødrene og lovgivningen, udtaler, at ”Børn har bedst af at have to forældre”.

Problemet er blot, at barnet allerede har to forældre, som det bliver fjernet fra. Problemet er altså ikke, at et homoseksuelt par eller andre barnløse ikke begge kan blive anerkendt som forældre.

Det kan forståeligt nok være et brændende ønske, men voksnes behov skal ikke rangere højere end et barns rettigheder.

Det gælder mange vilkår i livet, at vi må leve med dem på godt og ondt. Andre skal ikke være et middel for, at vi kan ændre vores vilkår. Og har man det vilkår eller har taget det valg at leve som single eller homoseksuel, så er vilkåret, at man ikke kan få børn. Eller det burde være det.

Keep it simple.

Det er ikke uden omkostninger – især ikke for de svageste at pille ved skabningens orden.

Børn er ingen handelsvare, og kvinder er ikke fødemaskiner, der mod betaling for besværet og risikoen ved en graviditet kan tilfredsstille andre menneskers behov.

I FN’s Børnekonvention artikel 7 er det da også specifikt nævnt, at et barn skal have ”så vidt muligt ret til at kende og blive passet af sine forældre.” Ved brug af rugemødre bliver det behov  i mange tilfælde helt åbenlyst tilsidesat til fordel for voksnes behov for et barn.

Det er altid de voksnes ansvar

Flere politiske partier vil nu sikre børn af rugemødre to forældre: ”Loven er gammeldags og skæv”, hedder det i artiklen på dr.dk.

Og videre: ”Børnene kan ikke gøre for, at de er kommet ulovligt til verden”.

Nej, børnene kan selvsagt ikke gøre for det. Men det kan de voksne. Dem, der bestiller børnene, dem, der lægger krop til, og dem, der nu yderligere vil lempe lovgivningen på området.

Jeg ved, at det ikke er enkelt for dem, der brændende ønsker et barn. Men er det alligevel ikke mest kærligt: Keep it simple?

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights