Kanon eller kanon

Hvordan bruger vi en kanon ? Som et våben eller en opbyggeligt rettesnor ?

Kanonerne brager løs i Syrien. Ikke blot i disse dage, men det har de gjort i flere år. Kanoner, som med kugler og granater lemlæster mennesker og gør hverdagslivet umuligt for millioner af mennesker. Den slags våben er ikke en ny opfindelse, men i århundreder har soldater og hærførere brugt dem til at vinde krige med.

Bibelen som kanon

Hvis man slår op i bibelen, så er kanoner også det første man får øje på. Faktisk før man kommer til beretningen om verdens skabelse i 1. mosebog. For når man åbner bibelen, så er titel-omslaget det første man får øje på: ”Bibelen – den hellige skrifts kanoniske bøger”. Bibelens bøger er kanoniske i betydningen rettesnor eller mønstergyldig. Det betyder ganske enkelt, at de 66 bøger, som Den hellige Skrift indeholder er det som man skal rette ind efter, når man vil beskrive, hvad kristendommen går ud på. Den danner det mønster, som vi kan definere den kristne lære ud fra. Når noget er kanonisk, så er det noget som ligger fast og som man kan måle alt andet ud fra.

Danmarks kanon

Nu har vi så fået en Danmarks-kanon. Med 10 værdier, som definerer, hvad det vil sige at være dansk. Det er sådan noget som frisind, ligestilling, tillid, hygge og den kristne kulturarv. Man kan se dem alle og læse mere på , som er blevet foreslået og stemt på af rigtig mange danskere. Det giver meget god mening. Gud definerer ved sit åbenbarede ord sandheden om, hvad det vil sige at tro på ham – derfor har vi nogle kanoniske skrifter. Danskerne definerer, hvad det vil sige at være dansker – sådan som det nu er udtrykt i en Danmarks-kanon.

Hvor er fokus ?

Men spørgsmålet er så, hvordan de kanoniske skrifter bliver brugt. Bliver de brugt som kanon eller som kanon ? De kan nemlig bruges på to måder. Enten kan fokus være rettet mod de andre, så man er optaget af at skyde de andres tro eller værdier ned. Eller fokus kan være rettet mod én selv, så man opbyggeligt bruger dem til at styrke sin egen tro og identitet som kristen og som dansker.

Der er desværre mange eksempler på, at vi har fokus rettet mod de andre, når vi læser bibelen. Så man skyder med skarpt med skriftsteder og lemlæster andres tro, fordi man er skråsikker på selv at have den rette. Men bibelen skal ikke bruges som granatkaster eller kanon, for så bliver vi som farisæeren i templet, der er optaget af at sammenligne sin egen tro med tolderens. Og kun får øje på sine egne fortræffeligheder og de andres mangler.
Bibelen er rettesnor for den sande lære for den der vil lytte og lade sig belære. (Naturligvis hele bibelen – der står ingen undtagelser på titelomslaget.) Mit fokus skal være på min egen relation til Gud og at lytte til, hvad Han har på hjerte overfor mig.

Der er desværre også mange eksempler på, at vi har fokus rettet mod de andre, når det handler om at være dansk. Så man skyder med skarpt og dømmer de fremmede ude, før de får en chance for at tilegne sig de danske værdier.
Vi skal ikke bruge en Danmarks-kanon til at vinde en krig, men til at minde os selv om, hvad vi sætter pris på ved at være dansk.
Og hvad vi skal stå sammen om at holde fast ved.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights