Vader du rundt i et minefelt, når du snakker med en ven i sorg?
Jeg har bestemt begået min del af dumheder, når det handler om at prøve at sige noget til en, der har det svært. Pludselig får jeg sagt lige dén sætning, der bliver opfattet helt modsat min hensigt. Men jeg har også prøvet at opleve det fra den sørgendes synsvinkel.
Jeg har spekuleret lidt over, om der er pejlemærker i vores fælles vandring i dét minefelt, som den svære vennesamtale er. Du er så inderligt velkommen til at være uenig med mig, men jeg er kommet frem til følgende stikord:
Vær modig
Som ven vil jeg naturligt nok det bedste for den, der sørger – men hvad er det så lige? Hvordan undgår jeg de ord, der skraber mod min sørgende vens hudløshed? Jeg vil jo helst ikke komme med lige dén bemærkning, der sårer, selv om det ikke var ment sådan. Der er desværre ikke en facitliste over ord og vendinger, som jeg for alt i verden skal undgå. Derfor holder jeg mig på afstand.
Men – det er nok det dummeste, jeg kan gøre. Det er bedre at få detoneret minerne fremfor at lade dem ligge og gøre venskabet usikkert. Jeg må være modig og sige lige ud, at jeg måske formulerer mig klodset nu, men at jeg mener det kærligt. Og så må jeg lytte til, hvad min ven – venligt eller uvenligt – svarer. Og blive ved med at insistere på at være en ven.
Øv dig i velvilje
Som sørgende kan jeg være hudløs over for ord og henkastede bemærkninger, der får småting til at eksplodere i mit minefelt. Det er bare et vilkår. Men som voksen sørgende må jeg også tage ansvar for min situation, min reaktion og mine relationer. Det, som er indlysende for mig, er ikke nødvendigvis indlysende for min ven. Så jeg skal huske at øve mig i velvilje og tænke godt om mine venner. Jeg må værdsætte deres kærlige klodsede kommentarer, for jeg får brug for mine venner resten af mit liv, og så det er bare om at passe godt på dem.
Jeg er stor fan af kærlige klodsede kommentarer.
