Julemelankoli og -glæde

Juleglæden kan tilsyneladende få juletristheden til at vokse. Det er som om, at den fantastiske juleglæde kaster en lang mørk skygge af melankoli ind i vores samfund. De problemer, vi lever med hele året, bliver mentalt forstørret i december.

Det kan handle om alt muligt fra ensomhed, skilsmisse og dødsfald til hjertesorg og økonomiske udfordringer. Det er som om, at forestillingen om den uskyldige juleglæde, som vi – måske! – kendte som børn, giver kontrast til livets skyggesider. Juledrømmen vækker paradisdrømmen i os, men livet minder os om, at vi er uden for havens idyl og glæde.

Det er ikke nyt, at julen kan stemme sindet til vemod. I flere af de gamle julesalmer italesættes denne tristesse. De giver dermed et følelsesmæssigt rum, som det er til at holde ud at være i, men også håb midt i det hele. For det er muligt at vedkende sig vemodets melankolske decemberstrejf og samtidig at gribe om glæden og håbet, der er knyttet til julens anledning. Nemlig at Gud brød igennem muren af usynlighed og trådte ind i vores verden som en af os, fordi han elskede os og ville tage sig af os.

En af de salmedigtere, som er ærlig om julens vemod og tristesse og samtidig griber om julens håb og livsmod er Jens Christian Hostrup. Han mistede selv tidligt sin kone og kendte julesorgen fra eget liv. Jeg vil derfor ønske glædelig jul med hans mere end 100 år gamle, ærlige og håbsfyldte julehymne:

Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.

Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået trods hver en fjende.

Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.

Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved og tak for livet!

(1881)

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!