Jesus – nuancernes mand

Det er godt nok en god frelser, vi har! En kærlig og nuanceret frelser. Manuel Vigilius peger her på nuancerne, som de ser ud i Johannes Åbenbaring.

Denne artikel er venligt stillet til rådighed af magasinet Budskabet, som bragte den i sit seneste nummer. Artiklen er nummer tre i en serie, men kan læses selvstændigt. Se mere om Budskabet nederst på siden.

Når jeg siger ”Jesus”, hvilket billede dukker så op i dit indre?

Den nu afdøde amerikanske præst A.W. Tozer skrev: ”Det, som sker i vores sind, når vi tænker på Gud, er det vigtigste, der er at sige om os.” Han havde en væsentlig pointe, mener jeg, og vi kan godt tillade os at indsætte ”Jesus” i den sætning.

Det er afgørende, at vores indre billede af Jesus er i overensstemmelse med, hvordan han virkelig er, og hvordan han ønsker at kendes i dag. Ellers risikerer vi at have et (godt eller skidt) forhold til en figur, der mere eller mindre er et produkt af vores fantasi.

Vi erkender stykkevis

Jeg tror ikke, nogen af os har eller kan få det fulde billede af Jesus i dette liv. Her ser vi stykkevis og erkender stykkevis.

Jeg tror heller ikke, at Jesus er en svær og perfektionistisk person, der holder sin nåde og sit venskab tilbage fra alle dem, eller os, som har et noget skævvredet billede af ham. Der er bønhørelse og frelse i hans navn også for den meget ufuldkomne erkendelse. Det tyder hans handlinger og ord på, da han gik her på jorden og anerkendte selv den mindste tro på ham.

Alligevel er det et vigtigt spørgsmål. Fordi vores indtryk af Jesus former vores relation til ham, og fordi man ønsker at lære den, man elsker, at kende fuldt ud – og kærlighed er en uadskillelig del af sand tro (Rom 8,28. 1 Kor 8,3). Også selvom der kan være frygt og modvilje blandet ind i vores relation til Jesus pga. vores splittede selv.

Så derfor: Hvad er dit indtryk af Jesus? Og hvor kommer det fra?

Rokker ved mine forestillinger

Jesus viser sig dels som en ufatteligt elskende, børneinviterende, synderdragende, selvopofrende mand, som trivedes bedre med alkoholikere, prostituerede og skumle landsforrædere end med samfundets elite. Og han viser sig som en kompromisløs, skarp, radikal sort-hvidseer, som jeg altid vil komme helt og aldeles til kort over for. For alt, hvad jeg er og gør, selv det bedste, er befængt med en eller anden grad af selvoptagethed eller blandede motiver.

Det er mit billede af Jesus, og jeg tror, det dels kommer fra Bibelen, dels fra mine forældre og alle dem, der har velsignet mig med oplæring og undervisning i et efterhånden langt liv som kristen.

Jeg mener ikke, det er skævt. Alligevel er der noget ved Jesu selvåbenbaring i Bibelens sidste bog, der rokker ved nogle af mine forestillinger.

Og som beskrevet i den første artikel i miniserien (”Ham, det hele drejer sig om” i nr. 1 2022): Hvis ikke vi forholder os til Jesus, som han ønsker at kendes i dag, går vi glip af noget essentielt i troen og relationen til ham. Og det er seriøst.

Plads til anerkendelse

I Johannes’ Åbenbaring 2-3 får vi en krystalklar analyse af syv menigheder på den tid, men også i en vis forstand en model for kritisk selvrefleksion for alle menigheder derefter, inklusive vores egne i dag.

Den første menighed, i Efesos, kiggede vi nærmere på i den seneste artikel: præmiemenigheden med stærk lærebevidsthed og ret liv, men med et koldt hjerte for Jesus og derfor fortabt – hvis ikke den vendte om. Et wake-up call af kosmiske dimensioner.

Når vi ser på resten af menighederne og Jesu bedømmelse af dem, er der én ting, som springer i hvert fald mig i øjnene og giver en markant nuance til mit eksisterende billede af Jesus.

Her er det ikke, hvor skarp Jesus er (selvom: det er han også!), men hvor nuanceret han er; hvor meget han giver plads til anerkendelse og ros for alt, hvad der er godt, også når det gode er blandet med brist; hvor mild han er over for menigheder, som er præget af menneskelig skrøbelighed, men har hjertet med i troen på ham.

Ingen kritik?

To af de følgende seks menigheder – Smyrna (Åb 2,9-11) og Filadelfia (Åb 3,8-13) – får slet ingen kritik af Jesus. Kun anerkendelse og opmuntring.

Var det, fordi de var fuldkomne? Syndfri? Selvfølgelig ikke. Ingen kristen eller menighed er uden brist og synd.

Var det, fordi Jesus ikke så klart? Eller fordi han sænkede sin standard? Næppe. Hvis der er noget, der står klart tilbage fra det første kapitel i Bibelens sidste bog, så er det, at hans øjne ser klart og ser alt med gennemborende klarhed: Hans øjne er som ”luende ild” (Åb 1,14b).

Jamen er det da et udtryk for, at Jesus ser alle kristne, sådan som Gud ser os – i Kristus, rene og pletfri? Det kan ikke være det, som er pointen her. I så fald måtte vi konstatere, at de øvrige menigheder, som alle får kritik, reelt ikke er kristne.

Pointen her må være, at der er mindst to måder, hvorpå Jesus ser og vurderer en menighed og mennesker i det hele taget: enten-eller-måden – og den nuancerede.

Enten-eller og nuanceret

Enten-eller-måden lyder sådan her: Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud – uden undtagelse eller nuance. Enten er du født på ny, eller du er stadig død i din synd. Enten har du Guds ånd i dig, eller du har bare dit gamle kød. Enten er du frelst eller fortabt. Enten er du med Jesus, eller du er imod ham. Og der er intet, du kan gøre for at blive frelst.

Det er den provokerende, åndelige sandhed, som rigtig mange har et problem med. Det er nemlig i modstrid med vores moralistiske intuition, der bilder os ind, at der findes grader af godhed og ondskab, og at disse grader, disse forskelle, er afgørende for, om du er et godt eller dårligt menneske.

Enten-eller-perspektivet er sandheden om os i lyset af det fuldkomne, loven, og af den fuldkomne, Gud Fader og hans Søn. Det er ”se ej på mig”-teologi, som ikke vil vide af noget rosværdigt hos os, hverken før eller efter omvendelse og genfødsel.

Det er et perspektiv, som bliver stærkt betonet i klassisk lutherske kredse. Måske netop fordi det er så meget i modstrid med vores naturlige instinkter; fordi det altid er i fare for at blive korrumperet af falske forestillinger, og fordi det klinger med en skarp ”luthersk” forståelse (Luther har i øvrigt flere nuancer i sin teologi om fx helliggørelse end mange lutheranere).

Anliggendet er værdifuldt og bibelsk: Det giver Gud al ros og ære for frelsen. Det har desuden potentiale til at befri os for åndeligt hovmod, usund selvoptagethed og usikkerhed.

Men som med så meget andet godt kan det dyrkes så meget, at det fuldstændigt overskygger andre sande, vigtige og bibelske perspektiver. Det kan formidle et billede af Gud som ikke bare perfekt, men perfektionist. En ophøjet guddom, som nok elsker og ofrer sin egen søn for mennesker – men som far også er fejlfokuseret, sort-hvid og smålig.

Det kan gøre os til små perfektionistiske teologiske paragrafryttere, der ikke ser og ikke anerkender lyspunkter og nuancer i menigheder og mennesker. Og så bliver det paradoksalt nok en (ny) vranglære.

Ros fra Gud

Som menighedsbrevene (og andre skriftsteder) viser, er der andre perspektiver på os, som er født på ny, end ”der er intet andet ved mig, som fortjener anerkendelse og ros end Jesu Kristi kors.”

Der er selvfølgelig ikke tale om, at vi skal rose os, men at Jesus kan finde noget ved os og i vores liv som kristne, som han roser og anerkender. Det er den sandhed, Jesus selv indikerede i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25), hvor den kloge forvalter får ros. Og det samme, som Paulus giver udtryk for, når han skriver om, at enhver skal ”få sin ros fra Gud” på dommens dag (1 Kor 4,5b).

Rimeligt vild tanke: at få ros fra Gud!

Men sådan er Gud – og sådan er det nye liv i ham. Det er fuldt af nuancer. Og Jesus ser disse nuancer og anerkender dem som sit eget gode værk i verden og i os.

Det er de nuancer og den mildhed, som også kommer til udtryk i brevet til menigheden i Pergamon (Åb 2,12-17). Det er en menighed, som ellers har medlemmer, der holder fast i markant vranglære af både den ene og den anden slags. Alligevel giver Jesus dem en nuanceret hilsen og bedømmelse. Han begynder endda med at anerkende dem for deres trofasthed. Og så siger han, at han har ”lidt” imod dem …

Vranglære – ”lidt”?!

Selv i sine breve til menighederne i Thyatira og Sardes – som virkelig er ude på et skråplan – skærer Jesus ikke alle over én kam, men ser lyspunkterne og sørger for at nævne de få i menighederne, som ikke har solgt ud: ”Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til” (Åb 3,4).

Jesus er i sandhed nuancernes mand! Klar og direkte, men også nådig og nuanceret i sin bedømmelse af os, som slæber rundt på mange brist, svagheder og udfald. Han er først og fremmest optaget af hjertets indstilling til ham.

Ingen ros til Laodikea

Der er kun én menighed, som slet ikke får nogen ros eller anerkendelse: menigheden i Laodikea (Åb 3,14-22) – den velstående by, som ligger på en høj og derfor tror sig uindtagelig, dvs. rig, magelig og selvsikker.

Menigheden er så tilbagelænet og falder så meget i ét med det kulturelle bagtæppe, at ingen bemærker dem eller gider forfølge dem for deres tro (til forskel fra de øvrige menigheder):

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, …”

Jesu hilsen til Laodikea viser med al tydelighed, at hans syn ikke fejler noget, og at han kun er nuanceret, når virkeligheden er det. Her sendes en lammende bedømmelse afsted for om muligt at få råbt de lunkne, selvfede laodikeere op i tide, så de kan vende om og blive tilgivet og helbredt hos ham.

Kærlighed i dommen

Selv midt i denne knusende dom er der kærlighed: ”Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg.”

Og også menigheden her får nogle vanvittigt storslåede løfter – hvis blot de vil åbne deres hjerter for Jesus: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone!”

At sidde sammen med Jesus på tronen …

Det er godt nok en god frelser, vi har! Det er en kærlig og nuanceret frelser. Sen til vrede og ivrig efter at vise barmhjertighed og tilgivelse.

Han ser ikke på ydre status, eller hvad andre mener om os. Han ser til hjertet – om det er vendt mod ham. Og er det vendt mod ham, er det vigtigste på plads.

Han ser alt, så der er ikke nogen god grund til at forsøge at skjule noget. Men han ser også alt, som er godt. Så der er ikke nogen god gerning, der går ubemærket hen. Sikken et perspektiv. Jeg får lyst til at gøre noget godt.

Og jeg får lyst til at se på andre kristne og menigheder og tale om dem, som Jesus gør. Ikke blindt og lalleglad, men heller ikke småligt og perfektionistisk. Jeg får lyst til at have et barmhjertigt blik på dem og være ivrig efter at se lyspunkterne, nuancerne, og anerkende og rose dem.

Magasinet Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.

Abonnement kan bestilles online via www.budskabet.dk

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!