Over længere tid er der sket en forskydning af betydningen af Jesu død på korset. Det er som om, vægten lægges mere på, at Jesus lider med os, end at han lider for os.
Teolog og forfatter Johannes Værges har netop udgivet bogen Kristus- begivenheder. En tolkning, og i Kristeligt Dagblad den 22. august gør han rede for sine synspunkter i kronikken Jesus døde ikke for at betale menneskehedens gæld til Gud. Han døde, fordi han var menneske.
Værge betvivler, at Jesu død er en forsoningsdød, der, som det centrale i kristendommen, ændrer forholdet mellem Gud og mennesker.
Bloggens læsere flest tilslutter sig næppe denne tanke, men selve temaet om forsoningens betydning gav mig anledning til at dele nogle refleksioner. For mig at se, er der umærkeligt over længere tid sket en forskydning af, hvad der vægtes ved Jesu korsdød; hvordan vi ser på- og omtaler den. Det er som om, vægten lægges mere på at ‘Jesus lider med os’ end at ‘Jesus lider for os’. Altså på det, at Jesus gennem sit menneskeliv kender vores, at han forstår os og føler med os.
Senest stødte jeg på det i Timothy Kellers bog: ‘I smelteovnen’, hvor vægten igen og igen lægges på det, at Jesus på egen krop mærkede, hvad det vil sige at være menneske; det rent solidariske, at Jesus har prøvet det, vi prøver og lider. Og det har han! Og det er en kæmpe stor trøst at vide og tænke på, når vi lider! Faren er, hvis dette fokus fortrænger Jesu døds stedfortrædende betydning eller forveksles med den, for da udhules selve kernen i kristendommen, og det risikerer at ende i ren humanisme. Hvis Jesus ikke døde en stedfortrædende død, men kun en ‘sympati-og medlidenheds-død’, hjalp den os intet!
I Kristeligt Dagblad den 30. august skriver officer i Frelsens hær, Ingrid Larsen følgende velgørende kommentar til Værges synspunkt:
“Hvis ikke Jesu død er et sonoffer i mit sted, så kan Jesus ikke være min frelser. …….. Kristendommens store tragedie i vor tid, er måske, at begrebet synd er gledet ud, ikke bare af almindelig sprogbrug, men – hvad værre er – også af mange menneskers selvforståelse. Uden synd har vi hverken brug for Jesus eller evangeliet om Guds nåde….”
Det er indlysende, at den sammenhæng, der her påpeges, er i spil. Dertil kommer, at det i en terapeutiseret og selvhjælpsdyrkende kultur, ligger lige for at orientere sig udfra den forstående, medlidende Gud, hvor vægten lægges på Jesu menneskelighed, fremfor på hans guddommelighed og hellighed.
Jeg ønsker ikke at underkende, hvad Jesu medliden har at give. Tværtimod, den er en stadig og uvurderlig trøst i mit eget liv, særligt i mødet med lidelse! Tænk, han lider med mig, han er smerternes mand! Det skal prædikes, men aldrig på bekostning af budskabet om, at frelsen er en frelse fra synd og dom. At Gud først og fremmest vil befri os fra vores skyldproblem. Det er fatalt, hvis en ensidig fremstilling af Jesu medliden umærkeligt fortrænger al tale om en gæld, der skulle betales.
Og jeg tror ikke, det blot er et spørgsmål om retorik. Tværtimod, vil retorikken altid afspejle en bagvedliggende virkelighed og forståelse.
PS: Som helt ung læste jeg en åndeligt opbyggelig bog, jeg aldrig har glemt. Så siger det sig selv, at den er gammel, men den fås stadig og hedder: ‘Forsonet med Gud’, skrevet af Olav Valen-Sendstad. Det er noget af det mest befriende og klargørende, jeg har læst om Jesu stedfortrædende død for mig!
