Som blogger er man ofte på jagt efter den næste skæve vinkel, aktuelle analyse eller originale idé. Helt personligt må jeg nok også erkende, at min største frygt som teologisk formidler måske ikke er at tage fejl, men at sige noget, som jeg selv tror er vældigt originalt, men som i virkeligheden er frygteligt banalt.
Men i dag, hvor jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke, at jeg har brug for noget andet end at tænke ud af boksen. Jeg har brug for hvile. Og mere end det, så kan jeg mærke et lille stik af bekymring over min frygt for det banale og trang til evig originalitet. Det bekymrer mig, fordi evangeliet ikke er noget, vi selv skal opfinde eller holde i live ved vores konstante, nytænkende betragtninger om det. Evangeliet er Guds opfindelse og ejendom, og det er ved Guds evangelium, at jeg bliver holdt i live. Evangeliet om Jesus Kristus er på en og samme tid troens børnelærdom og visdommens endemål. Det er på samme tid både banalt og evigt originalt.
Derfor vil jeg nu sige det, nej, råbe det, som er blevet råbt så mange gange før:
Jesus er verdens frelser!
Alle mennesker er fortabte i sig selv. Der er ingen af os, der ved gode gerninger eller religiøs iver kan bane os vejen til Guds trone. Efter syndefaldet er der kun én vej for mennesket, og den vej fører væk fra Gud til den evige fortabelse. Evig adskillelse. Ved vores synd og ondskab har vi bragt dom over os selv, og dommen er uundgåelig.
Det er ind i denne virkelighed, at Jesus, Guds egen søn, kom til verden. Han kom ikke først og fremmest for at lære os om vejen tilbage til Gud, men for selv at være vejen.
Jesus viste med sit liv, hvad det betyder at leve det fuldkomne liv. Jesus levede det liv, vi burde leve. Det gjorde han naturligvis, så vi har et godt eksempel at efterleve, men først og fremmest gjorde han det i stedet for os. Og mere end det: Da Jesus til sidst blev henrettet på et kors og erfarede gudsforladthedens uendelige mørke, da gjorde han det også i stedet for os. På korset bar Jesus den samlede vægt af menneskehedens synd. Den retfærdige dom over al menneskelig ondskab blev lagt på ham, så den ikke længere behøver at blive lagt på os.
Sidst men ikke mindst opstod Jesus fra graven, og dermed besejrede han endegyldigt døden. I opstandelsens lys står det evigt klart, at vejen til Gud er blevet banet. Når du tager imod Guds gave, så tager du imod alt, hvad Jesus har gjort. Hans perfekte liv bliver tilregnet dig, og alt ondt, du har gjort, bliver tilregnet Jesus. Dermed er der nu intet, der adskiller dig fra Gud, og Gud selv tager ved Helligånden bolig i dit hjerte.
Intet menneske, selv ikke den ondeste iblandt os, behøver nu at gå mod fortabelsen. Der er frihed, frelse og evigt liv til enhver, som tager imod Jesus! Du skal ikke først forbedre dig eller bevise dig værdig til frelsen, for da Jesus på korset sagde ”Det er fuldbragt”, så mente han det! Der er intet du kan lægge til, hvad Jesus har gjort. Det eneste du kan gøre, er at give op og tage imod den fuldstændig ufortjente og altomfattende tilgivelse fra Gud!
Banalt eller originalt, jeg råber det igen:
Jesus er verdens frelser!
