Jeg har for nyligt læst C. S. Lewis’ utroligt fascinerende refleksioner over salmerne. Her skriver han et sted, at troen på Himlen og Helvede må hænge tæt sammen med spørgsmålet om enten at have fællesskab med Gud eller ikke at have det. Lewis pointerer, hvordan nogle (mis)forståelser af frelse og fortabelse godt kan misse denne relationelle dimension og først og fremmest tænke dem som steder, vi kommer hen, når vi dør. Jeg tror, at Lewis’ pointering af frelsen som relation er enormt vigtigt, og det at forstå frelsen som fællesskab med Gud er noget, der er kommet til at betyde utroligt meget for mig de seneste år.
Da jeg for et nogle år siden var ansat i KFS og var ude og holde religionstimer på landets gymnasier, fik jeg ofte et spørgsmål, der lød noget i retning af ”Hvis du kan komme i Himlen ved bare at tro, hvorfor gør du så alle de ting, der står i Bibelen?”. Mange kristne kender nok til lignende spørgsmål, enten fra sig selv eller andre. Jeg tror, at i hvert fald en af grundene til, at jeg så ofte fik det spørgsmål, bundede i en forståelse af den kristne frelse, som minder meget om dem misforståelse, Lewis beskriver. En forståelse, hvor den kristne frelse forstås mere som et sted, man ender efter døden (altså, himlen) end en relation, en person, der har afgørende betydning for både nutiden og fremtiden. For hvorfor gøre det, Gud siger, jeg skal, hvis jeg alligevel i sidste ende får belønningen og ender det rigtige sted?
Frelsen handler om nutiden
Jeg tror, at det at betone frelsen som fællesskab med Gud kan være et godt svar hertil. For hvis frelse handler om at få en venskabsrelation med Gud – det, som den store teolog Thomas Aquinas kaldte meningen med menneskets liv – er det også noget, der sker nu og her. Denne venskabsrelation indebærer, som Paulus siger i Rom 6, at jeg nu og her er forenet med Jesus i hans død, og dermed skal se mig selv som død fra det gamle liv og synden. Og forenet med Jesus i hans opstandelse og dermed skal leve et nyt liv for ham. Denne venskabsrelation indebærer en efterfølgelse af og tillid til Jesus – og tillid må indebære at stole på det, han siger, også når han taler om, hvordan jeg skal leve mit liv.
Det er også derfor, Paulus i Ef 2 kan tale om, at vi ikke frelses ved, men til gode gerninger. Frelsen handler altså ikke bare om noget, der sker engang, men noget, der sker nu og her. Det er derfor, Jesus – på en måde ret overraskende – i sin bøn i Joh 17,3 kan sige, at det evige liv er, ”at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”. Det evige liv er altså ikke bare noget, der sker engang; det er noget, der også finder sted nu og her. For nu og her kan jeg have fællesskab med Jesus.
Frelsen handler om fremtiden
Det betyder ikke, at frelsen ikke også handler om fremtiden. For det gør den, og akkurat som en betoning af frelsens fremtid ikke må overskygge frelsens nutid, gælder det også den anden vej rundt – og jeg må ærligt sige, at jeg selv nogle gange savner en forkyndelse, der taler tydeligere om frelsens fremtidsperspektiv, og hvad det indebærer både at sige ja og nej tak til det venskab, Gud tilbyder os.
Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi, som Lewis siger, betoner frelsens fremtidsperspektiv ud fra sammenhængen med fællesskabet med Gud. Fortabelse er, at man er i fjendskab med Gud – et fjendskab, der gælder nu og her, endeligt stadfæstes på op dommens dag og fortsætter evigt. Frelse er, at man er i venskab med Gud – et venskab, der gælder nu og her og fortsætter evigt på den nye jord.
Lad os betone frelsens fællesskabsperspektiv
Nogle gange tror jeg, at vi som kristne kan komme til at underbetone dette fællesskabsperspektiv. Jeg oplever i hvert fald, at noget af den forkyndelse og nogle af de sange, jeg har læst og hørt, har været præget af en stort fokus på, at Jesus er midlet til frelsen – hvilket er vigtigt at betone – men nogle gange har endt med at have et mindre fokus på, at Jesus er frelsens mål. Både nu og her og evigt. Ligesom jeg også oplever, at det er nemt for mig at tænke og tale om frelse som noget, der først rigtigt sker, når jeg dør.
Jeg tror, at der er mange ting, der kan falde mere på plads for os og blive endnu større for os, når vi tænker frelsen som relation. Det var f.eks. en stor aha-oplevelse for mig, da jeg læste, hvordan den måde, gode gamle Martin Luther beskriver det salige bytte, er via et ægteskabsbillede: Mennesket og Jesus er blevet ligeså forenet som brud og brudgom, og derfor er alt, hvad der tilhører Jesus mit, og alt, hvad der tilhører mig, Jesus’. Frelsen er i sin essens relationel. Det er også derfor, Johannes’ Åbenbaring slutter, hvor den gør: med ægteskabet mellem Jesus og hans folk, hvor Gud kommer og bor hos hans folk. Frelsen nemlig om fællesskab med Gud. Nu og i evighed. Et fællesskab så intimt, at det beskrives som et ægteskab. Et fællesskab så intimt, at vi får lov at se Gud ansigt til ansigt.
Rigtig gode pointer og godt skrevet. Tak for det 🙂