Et antibudskab rungede i det halvtomme kirkerum, da præsten prædikede over teksten til 4. søndag efter påske.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”. Sådan ”udlagde” præsten søndagens tekst.
Fyldt af gode oplevelser fra en Nordjyllandsferie, rumsterer en mindre god af slagsen fortsat. Det var i kirken, en tilfældig folkekirke i området.
Dagen før havde jeg sagt til min mand: ”Tænk nu hvis vi bare får en virkelig opbyggelig prædiken at høre! Burde jo ikke være umuligt, bare fordi det ikke lige er en præst, vi på forhånd kender eller har hørt godt om. Sikke et højdepunkt det kunne blive”.
Men… skuffelse og chok var til at tage og føle på. Et antibudskab rungede i det halvtomme kirkerum. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”. Hvordan kunne han sige det? Teksten flyder jo over med både centrale og befriende begreber i den kristne troslære. Ta’ bare sidste linje: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.
Foruden os, betjeningen og en færøsk familie, der ligesom os var gæster, var to konfirmandfamilier og en mand mødt op. Det var som sådan ikke antallet, der var problemet, for ”hvor to eller tre er forsamlede…”
Det umådeligt triste var, at præsten tilsyneladende ikke havde et budskab til menigheden. Han sagde det selv undervejs i prædikenen: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”, underforstået til søndagens tekst.
Han bekræftede det igen efter gudstjenesten, da jeg spurgte, om jeg havde forstået ham ret. Han sagde, at alt sammen, både i dagens tekst og i bibelen generelt, er abstrakte begreber. Jeg spurgte, om det at være syndens træl eller frigjort ved Jesu død alligevel ikke er noget ret så konkret. Han svarede, at selv Jesu død og opstandelse blot er abstrakte begreber.
Udenfor kirken fik vi en god snak med færingerne, hvor vi måtte undskylde på den danske kirkes vegne. En prompte kommentar fra en af dem lød: ”Det er første gang, jeg har hørt en præst, som ikke er kristen”.
Hun vovede at sige det, som mange af os nok ville nøjes med måske at tænke. Men hun har jo fat i noget, for han sagde sådan set selv at det, vi er sammen om her, ikke er virkeligt.
Vi skal ikke dømme nogen, men vi skal kende hyrden på røsten og prøve, om ånden er af Gud. Efter denne nedslående gudstjenesteoplevelse lå det lige for at gentage sætningen: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”.
Og dog! Der er meget, man kunne sige. To forskellige følelser fyldte mig efter oplevelsen. Den ene var en nærmest fysisk tristhed, en knugende forstemthed. En tristhed kombineret med en medliden, både på kirkens vegne og på præstens vegne.
Med fare for at lyde som den selvretfærdige farisæer (overfor tolderen), var den anden følelse taknemmelighed. Taknemmelighed over selv at være havnet et sted og i en sammenhæng med nærmest ubegrænset adgang til, gennem hele mit liv, at høre det virkelige og levende evangelium. Tilskyndelsen til at opsøge sådan en mulighed var ekstra stærk den søndag aften, hvor en streamet prædiken lød og flød som balsam for min noget forstemte sjæl.
