“Jeg fortryder intet. Man kan ikke bruge det til noget. Jeg ser kun fremad og hænger mig ikke i fortiden.”
Udtalelser som disse har jeg med stor undren ofte hørt og læst. F.eks. som svar på spørgsmålene: Hvad fortryder du mest? Er der noget, du gerne ville gøre om? Spørgsmål, som naturligt nok ofte stilles mennesker, der befinder sig i livets sidste fase, hvilket ikke gør forundringen mindre. For hvordan er det muligt at leve et langt liv uden at vedgå fortrydelser? Jeg forstår godt svarene, når det handler om konkrete livsvalg som uddannelse, bopæl, job osv., hvor det bestemt er muligt at undgå fortrydelser. Men spørgsmålene sigter jo ikke mindst også til livets mange relationelle forhold. Så hvad med:
Den sårende bemærkning
De hårde ord, som aldrig kan gøres usagte
At jeg ringeagtede og ikke værdsatte et medmenneske
Ligegyldigheden overfor nogen, som havde brug for min hjælp
Nøjeregnetheden og småligheden. Det er så flot at være storsindet. Det vil jeg være næste gang, altså lige indtil småligheden igen tager over.
At jeg svigtede en oplagt mulighed for at bringe evangeliet om Jesus til en, jeg mødte.
Jeg har hørt flere udtrykke en bekymring, der handler om det samme: “Jeg håber, jeg dør før min ægtefælle, for jeg gruer for alle selvbebrejdelserne, der vil komme over alt det, jeg ikke skulle have sagt og gjort og over det, jeg burde have sagt og gjort”.
Nu er jeg ikke ude på, at ville gøre fortrydelse til en dyd i sig selv, men med bare en smule selvindsigt og realisme i behold, er det umuligt at forestille sig et liv uden. Det, jeg gerne vil fremhæve, er det forløsende og afvæbnende i at vedgå og bekende sine svigt og fald – både overfor mennesker og overfor Gud. For der ligger en stor befrielse gemt i det, sammen med tilgivelsen. Her kan vi få en ren og god samvittighed.
Modsat forholder det sig for den, der lukker af og ikke vil have med Guds tilgivelse at gøre. Niels Jørgen Cappelørn har formuleret det sådan: “Når man har afskediget Gud og altså ikke længere kan søge tilgivelse hos ham, men selv må producere sin egen tilgivelse, falder man let for fristelsen til at postulere påstanden: Jeg fortryder intet”.
Det er enormt befriende, at vi i Bibelen møder så mange personer, der er akkurat ligesom os, som svigter og falder igen og igen, som bittert fortryder og angrer. Peter er en af dem. Man må bevæges dybt af hans historie om fald og svigt. At han umiddelbart forud for Jesu korsdød fornægter ham hele tre gange. Det er ubærligt! Man får så ondt af ham! Peter ikke bare fortrød, han angrede og gik ud og græd bitterligt.
Senere konfronterer Jesus Peter, men kalder ham samtidig kærligt ind i tjeneste og giver ham en ny begyndelse. Det blev Peters redning og befrielse. Det er også kongevejen for os, at gå til Jesus med alt, hvad vi kan fortryde og angre. Også med det, vi ikke kan tilgive os selv for.
