Kristi Himmelfarts dag blev en særlig dag i år. Den begyndte med frokost med mine skønne børn, svigerbørn og børnebørn i Silkeborg i anledning af min fødselsdag. Da den var veloverstået, gik turen ind til Himmelske Dage i midtbyen, kun lidt forstyrret af pokalfeber i Silkeborg, da byens superligahold samme eftermiddag spillede Pokalfinale. Vi nåede for sent ind til byen til at deltage i hele åbningsgudstjenesten, men det var helt forunderligt at gå ud af parkeringskælderen under Torvet og pludselig stå midt i en forsamling på flere tusind mennesker der sang ”Det dufter lysegrønt af græs”. Oplevelsen af at stå og lovsynge Gud, midt i byen under en åben himmel i et fællesskab af mennesker fra forskellige kirkesamfund, gik mig lige til hjertet.
Nu var det så meningen, at vi skulle gå på opdagelse på Mulighedernes Marked, men vi nåede nærmest ikke ud af stedet den første time. For vi mødte hele tiden gamle og nye bekendte, som vi lige skulle hilse på og blive opdateret på dem og deres liv. Så snart befandt vi os igen på Torvet til en samtale mellem to professorer, én i psykologi og en anden i teologi. De skulle udfordre hinanden med spørgsmål om krydsfeltet mellem de to videnskaber, men det løb desværre lidt ud i sandet. Måske var ærefrygten for psykologen for stor, for han slap næsten afsted med at give Jesus en psykiatrisk diagnose. I altfald kunne han uimodsagt fremføre, at hvis en person taler til Gud er det tro, men hvis Gud taler tilbage, så er det overtro og burde give anledning til at søge lægehjælp. Den teologiske professor håndterede forholdet mellem tro og videnskab på den måde, at troen befandt sig inde i kirken og videnskaben udenfor – og i øvrigt havde de ikke rigtig noget med hinanden at gøre. En underlig tandløs teologi. Og jeg gik derfra med en oplevelse af noget uforløst.
Så var det tid til aftensmad på en café, der vist ikke var klar over, at deltagerne på et kirkemøde har mere end åndelige behov. Ventetiden var i altfald lang, men omgivelserne og selskabet hyggeligt og da maden kom, var den overraskende god.
Nå, men Mulighedernes Marked var ikke glemt; et overflødigheds horn af engagerede mennesker og vi nåede kun at se en lille del af den. Det blev til gode samtaler i Alpha-teltet og med Klaus hos Bibelen-Live. Og i Missionshuset blev det en hyggelig og opbyggelig oplevelse at høre om Jacob Svendsens nye børnebibel, og jeg gik videre med et smil på læben.
Dagens højdepunkt var dog ubetinget aftenandagten i Vor Frue kirke, som Pete Grieg, leder af bevægelsen 24/7-Prayer stod for. Det var en lille oase i det store fællesskab. Vi blev introduceret til en enkel måde at bede på og opmuntret af, hvordan Gud er i gang med at gøre store ting blandt unge i Europa. I Danmark er der for nylig blevet etableret en national ledelse af 24/7-Prayer Danmark, som vil inspirere lokale kirker og fællesskaber til bøn og socialt ansvar. Vi kørte hjem fra Silkeborg fyldt med indtryk og glæde over Kristi Kirkes mange forskellige udtryk.
Og jeg er sikker på, at de Himmelske Dage i Silkeborg var en velsignelse for byen – det kunne den godt bruge, når nu Pokalfinalen endte med et nederlag.
