Hvorfor gav Guds os ikke bare et dokument på 25 sider?

Da Gud valgte at give sig til kende for menneskene, offentliggjorde han ikke et kort og præcist dokument på 25 sider. I stedet satte han en større proces i gang. Det er givetvis ikke sådan moderne markedsføring ville gribe det an.

Procesen strakte sig over mere end 1500 år og resulterede i en skriftsamling på 66 bøger i en lang række forskellige genre og fordelt i to store afsnit. Han intervenerede i verden på utallige måder og lod mange forskellige mennesker gøre erfaringer af det, og dernæst brugte han en række forskellige forfattere til at skrive det ned over en periode på hundredevis af år. Resultatet blev et stort og komplekst værk på ca. 1200 sider.

Det er givetvis ikke sådan moderne markedsføring ville gribe det an. Men sådan har Gud valgt at åbenbare sig selv og sit budskab overfor os. Det er et vilkår, enhver bibellæser og forkynder af Guds ord står over for. Vi bliver nødt til at forstå Gud og tale om ham ud fra det vilkår han selv har givet os, og det er en hel Bibel.

Mangfoldighed

Hebræerbrevet åbner med en konstatering af dette vilkår: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn” (Hebr 1,1). Det er denne mangfoldighed af Guds tale, som den kristne forkynder skal give videre til sin tilhørere.

Men hvorfor gav Gud os ikke bare et dokument på 25 sider, som vi kunne lære udenad og have som en slags fælles bekendelse i hele den kristne kirke? Jeg tror, at vi dybest set skal lade Gud selv svare på det spørgsmål, men et par forsøgsvise overvejelser har vi vel lov at gøre. Jeg tænker selv på følgende:

  • Gud har givet os en mangfoldig og kompleks bibel, fordi det var det, som matchede bedst til vores mangfoldige og komplekse menneskeliv. Der skal mere end et skarpt formuleret trosdokument til at komme i berøring med den erfaringsbredde, der hører livet som menneske til.
  • Gud har valgt at åbenbare sig i et helt bibliotek af 66 meget forskellige bøger, fordi et enkelt kort og velformuleret skrift ville ende med at give et en-dimensionalt billede af Gud. Bibelens billede af Gud er som et godt portrætmaleri med mange lag maling, mange farver og i mange nuancer, så vi ikke har set det hele ved først blik eller første gennemlæsning.

Det havde selvfølgelig været lettere, hvis Gud kun havde givet os et 25 siders trosdokument, men så havde han samtidig givet os en en-dimensional kristendom, som passede dårligt både til vores menneskeliv og til Guds egen dybde og skønhed.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights