Hvorfor gav Gud os en bog?

I sommers lyttede jeg til fire bibeltimer, som under overskriften “Møder med Gud” tog udgangspunkt i Abraham, Jakob, Moses, Esajas – og sjældent har jeg oplevet så konkret og opbyggelig en forkyndelse.

Det fik mig til at tænke over, hvordan Det gamle Testamente virkelig kan noget. Javist, det er skrevet i meget gamle dage, og det hele foregår i en mellemøstlig sammenhæng, som kan virke uforståelig og fjern for os i 2024. Så ja, det kræver noget af læseren, og af prædikanten.

Men det er et spørgsmål, om vi som Guds menighed overhovedet kan forstå hvem Jesus er – og dermed også fatte og formidle evangeliet – uden at værdsætte og læse Det gamle Testamente?

Jeg smider lige et par betragtninger:

  1. Den Bibel, Jesus værdsatte og anvendte, når han skulle forklare sig selv, sin død og sin opstandelse, var ene og alene Det gamle Testamente: ”(…)og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle skrifterne” (Luk 24,27). Med andre ord: Jesus værdsætter, anvender og godkender Det gamle Testamente som en kristen bog – de kristnes bibel.
  2. De første kristne fandt ord for troen i Det gamle Testamente. Apostlen Paulus henviser ikke mindre end 100 gange på forskellig vis til Det gamle Testamente, når han skal opbygge de første kristne. For som han meget præcist siger det i Romerbrevet 15,4: “Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed, og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan udholde håbet.”
  3. Jeg har lagt mærke til at de fire evangelister og apostlene meget tydeligt ikke omgås Det gamle Testamente med foragt eller distance, men med glæde og taknemmelighed. “Hold jer til Skriften”, siger Paulus i 1 Korintherbrev 4,6, og mener dermed Det gamle Testamente.

Tænk sig, at Gud har åbenbaret sig for verden gennem både Gammel Testamentes profeter, og Ny Testamentes apostle og evangelister. At Helligånden var til stede som inspirator da profeternes og apostlenes ord først blev modtaget og nedfældet. At Helligånden stadig i dag følger med Ordet ind i menigheden. At Ånden og Ordet kan skabe liv, plante kendskab, trøst, udholdenhed og tro i vores hjerter.

Derfor gav Gud os en bog.

Det er et under. En åbenbaring fra en anden verden. Bibelen er Guds ord.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights