Den tager længere tid at synge, end den tog at skrive.
Jeg lo i to omgange ad den grovkornede vittighed. Først umiddelbart fordi den er sjov. Dernæst efter et øjebliks eftertanke; tænk, hvis kirkens forkyndere forberedte sig ligeså nonchalant, som mange sangskrivere tilsyneladende gør. Nøj, vi ville få hug! Hvis vi i så høj grad negligerede håndværket og udøste følelser og klichéer over menigheden, ville kritikken berettiget være hård.
Nuvel, der skrives stadig gode sange til kirken, og vores gamle klassikere er højdepunkter fra århundreders sangskrivning. Den vise kong Salomo skrev f.eks. 1005 sange, og kun 2 var gode nok til at komme med i Salmernes bog. Vi bærer kun guldet med videre, og dette blogindlæg er unuanceret.
Poetisk iltsvind
Men er det kun en håndfuld kristne sangskrivere, der har hørt Simon Kvamm og Steffen Brandt? Læst Benny Andersen og Halfdan Rasmussen? Eller Bibelens Jeremias? Nyere salmer rummer stadig poetisk skønhed, men så snart vi forlader denne genre, taber sproget pusten. Poesien lider af iltsvind i mange af de nye lovsange. Borte er sprogets swung og spændstighed, billedsproget er tyndere end en bibelside og banale klichéer gentages og gentages og gentages. På niveau med Nik & Jay, bare frommere.
Håndværk
Poesi kan ikke sættes på formel, og den bedste poesi vil ofte være på kant med reglerne. Jeg efterspørger ikke tungere sange, men smukkere, mere kantede eller formstærke sange. Der er et håndværk, der skal læres. Jeg forsøger mig selv som sangsmed og indrømmer gerne, at håndværket er lige så svært, som det er sjovt. Det samme gælder ofte for en god prædiken, stærk musik og billedkunst. Uden farvelære bliver maleriet noget makværk. Du skal lære akkorder, for at kunne spille guitar. Poesiens værktøjskasse skal opsnappes, læres og indøves, hvis vi vores sange skal have flyvehøjde.
Drøm
Prædikanter undervises i prædikenlære, og præster i ELN bruger efter sigende 5 – 15 timer på en prædiken, der aldrig gentages. Hvordan ville vores lovsange se ud, hvis vi i fællesskab tog sangskrivningen lige så seriøst? Hvis teologer, musikere og poeter beåndede hinanden? Hvis vi lod os udfordre sprogligt af samtidens og Bibelens ordjonglører? De gode ville blive endnu bedre, og bundniveauet kunne hæves. Til Guds ære. Jeg drømmer om en kirke og nogle sangskrivere, som investerer i dygtiggørelse, samarbejde og talentudvikling og skriver så stærke lovsange, at Peter Sommer tager hatten af og synger med.
