Bare rolig – dette er ikke nogen datingannonce. Tværtimod. Jeg har fundet den kvinde, jeg gerne vil gifte mig med, datoen er sat og invitationerne sendt. Brylluppet kommer til at finde sted i august, så denne sommer kommer til at stå i bryllupsplanlægningens tegn.
Men som bekendt er bryllupsforberedelse mere end at snakke menu, dekorationer og bordplan. Det handler også om at forberede sig på ægteskabet selv, og noget der særligt optager mig er, hvordan man bliver gift som kristen, og nærmere bestemt som lutheraner.
Der er særligt tre ting, jeg som lutheraner vil tage med mig ind i mit ægteskab:
- Gud tjenes i kald og stand. Romersk-katolsk teologi er ofte i fare for at gøre forholdet til Gud og til ægtefællen til et nulsumsspil: Jo mere den ene fylder, des mindre fylder den anden, og derfor må cølibatet nødvendigvis være kristenlivets ideal. Denne tanker er ikke uden hold i virkeligheden. Men igennem den lutherske tanke om kald og stand løses denne spænding: For en lutheraner ændrer ægteskabet mit Gudsforhold, så jeg nu er forpligtet på at elske og ære min hustru, som var det Kristus selv. Og det utrolige er: Det er det faktisk. ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”, siger Jesus. Det gælder ikke mindst den bror eller søster, som vi skylder større ære og kærlighed end nogen anden her på jorden: Vores ægtefælle.
- Den kristne har brug for både loven og evangeliet.
Jeg går ind til ægteskabet med en forventning om dér at møde båden loven og evangeliet. Loven, fordi jeg i ægteskabets intime og forpligtende relation, uundgåeligt vil blive konfronteret med min egen utilstrækkelighed og syndighed. Loven, fordi jeg ved at ægteskabet kræver kamp og ikke giver plads til nogen herlighedsteologi.
Men som lutheraner ved jeg også, at lovens dunkle erkendelser frem for alt skal give mig fornyet glæde ved evangeliet. I ægteskabet forventer jeg at møde evangeliet, fordi ægteskabsløftet er et udtryk for, at min hustru og jeg vil vise hinanden nåde. Vi vil tilgive hinanden, fordi vi altid selv er blevet tilgivet så meget mere af Gud. Før vi siger ja til hinanden ved alteret den 17. august, har Kristus allerede sagt sit ja til os, og vores ægtepagt er blot et spejl af den pagt, som han indgik med os ved sin død på korset. - Kærligheden skal udtrykkes gennem kroppen – ofte!
En sørgelig, utilsigtet konsekvens af reformationen blev, at kristendommen mange steder blev en rent intellektuel størrelse, der ikke gav plads til mysteriet og det hellige. Lutherdommen var heldigvis en undtagelse: De lutherske fædre insisterede på, at vi ikke blot har brug for at høre ordet og forstå det, men også for at blive forenet med Jesus gennem hans sakramenter. Hvor den hellige nadver i de fleste protestantiske kirker er blevet en sjældenhed, har lutherdommen i høj grad insisteret på, at vi skal gennemleve denne sakramentale forening med Jesu legeme og blod uge efter uge, uden at reducere den til blot et symbol. At nadveren skulle være en model for ægteskabets intimitet virker måske forargeligt for nogle i dag, men det gjorde det ikke for middelalderteologer som Bernhard af Clairvaux. Derfor vil jeg tage denne lektie med mig ind i ægteskabet, at kærligheden ikke lever af ord alene, men af favntag, kys og samlejets dybe, personlige forening. For erotik er ikke blot behovstilfredsstillelse, men forening: Det er det som Bibelen kalder at blive ”et kød”. Men ægteskabets ene kød er blot et glimt af den langt dybere virkelighed, at Gud allerede har gjort sig til ét med os i Kristus.
God bryllupssæson!
