Tilbage i min barndom og ungdom i 90’erne blev skærmtrolden Hugo kendt i TV, hvor seere kunne ringe ind til Eleva2eren og styre Hugo med telefontasterne. Med fuld fart gennem de smalle minegange handlede det om at redde den stakkels Hugoline fra Afskylias fangenskab og på vejen at samle guld og undgå dynamitten. Skete det, at man ramte dynamitten, så mistede man et liv og Hugo kiggede bebrejdende ud gennem skærmen og stillede spørgsmålet:
”Hvaa… hvor skal vi hen, du?”
Det samme spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gang i den seneste tid. Når jeg kigger på kirken i Danmark, så forekommer det mig, at vores mission er nogenlunde lige så tydeligt som Hugos: Han vil redde Hugoline fra Afskylia; vi vil redde menneskesjæle fra Satans greb til evigt liv hos Jesus. Men vejen til målet er ikke nem. Vi har, ligesom Hugo, megen dynamit på vejen, som vi skal undgå: konflikter, splittelser, misforståelser osv. Og især når vi har ramt ind i én af disse eksplosioner, kan vi nemt komme i tvivl, om vi egentlig er på vej det rette sted hen.
Hvor skal kirke-Danmark hen? Hvad skal vi gøre i dag, for at skabe den bedste kirke for i morgen?
Skal vi styrke organisationerne eller de lokale forsamlinger? Skal vi drive kirkekamp udadtil eller indadtil? Skal vi overhovedet drive kirkekamp? Skal vi kæmpe for kirkens historisk centrale plads i samfundet, eller skal vi give fortabt og acceptere en tilværelse i periferien? Skal vi bruge millioner på ydre mission, eller skal vi i stedet investere i mission i vores eget land? Skal vi kæmpe for Folkekirkens overlevelse eller skal vi accelerere dens død?
Svarene på disse og lignende spørgsmål er ikke nødvendigvis ligetil men konsekvenserne kan være store. Derfor er det vigtigt at vi taler sammen på tværs af de forskelle der findes i kirken. I modsætning til Hugo, så er der ingen af os, der alene sidder ved telefontasterne og styrer Kirkens løb gennem minerne. Vi er sammen om det, når der skal træffes svære valg, så er vi forpligtet til så vidt det overhovedet er muligt at søge vejen frem i fællesskab.
Lad os derfor blive ved med at tale sammen, være sammen om at søge råd hos Gud og spørge hinanden: Hvor skal vi hen, du?
