“Hvis Gud vil – og vi lever”, er en talemåde, som kristne ofte brugte før i tiden. Man sagde det f.eks. forud for en bekendtgørelse af et kommende arrangement: “Om Gud vil og vi lever, afholdes der møde næste søndag” eller ifm. planlagte gøremål, især dem, der lå et godt stykke ud i fremtiden. Det kan være nærliggende at tænke, at det bare er noget rent ydre, en from talemåde, og det kan det, som så meget andet, sikkert også være. Og det er vel for øvrigt også ren logik; forudsætningen for rigtig meget her i verden, er selvfølgelig, at vi lever.
Men! Ret forstået, og ud fra en sand bibelsk tilgang til livet og ikke mindst døden, er der noget meget sympatisk, noget godt og ægte ydmygt ved at have dette “hvis Gud vil” som fortegn. Bag ordene, ligger nemlig den helt basale erkendelse, at det faktisk ikke er nogen selvfølge, at vi lever – næste søndag eller om et halvt år. Ordene rummer desuden en sund erkendelse af egen skrøbelighed sammen med en befriende, tillidsfuld overgivelse til Guds magt og vilje. Om det, at være kristen, har jeg hørt en sige, at det er én lang øvelse i overgivelse til Gud.
Apostlen Jakob siger det sådan i sit brev: “I, som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: “Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det”. Kap. 4.14-16
En oplevelse fra min barndom har med jævne mellemrum og især de senere år talt stærkt til mig om dette. Jeg var som 11-12-årlig ekstremt tæt på en alvorlig ulykke. I et venstresving på cykel var jeg kun et splitsekund fra at blive kørt ned af en bil. Helt uden at se mig tilbage tager jeg svinget, og bilen, som kommer med relativt høj fart bagfra, snitter akkurat lygten på bagskærmen. Min bror, som så det, og jeg var rystede!
I tilbageblikket har det dog næsten rystet mig endnu mere at tænke på, hvor tæt jeg var på at få et totalt invalideret liv – eller et meget kort liv. For slet ikke at tale om alle selvbebrejdelserne over min uforsigtighed, der uundgåeligt ville følge i kølvandet, hvis jeg havde overlevet. “Havde jeg dog bare …” Samtidig er det både uudgrundeligt og forunderligt at reflektere over, hvor megen lykke jeg i hele mit liv er blevet givet og hvor megen ulykke, jeg har været forskånet for.
Alligevel kommer jeg så let til at regne alt det, der går godt, for selvfølgeligheder. Derfor øver jeg mig i ikke at glemme Guds velgerninger og at takke for alle de såkaldte selvfølgeligheder, jeg ufortjent modtager hver dag. For, jeg er overbevist om, at jeg selv, samt andre, jeg kan tænke på, har været forskånet for mange slags ulykker, ligesom jeg blev det den aften. Ja, hvis ikke det var fordi engle for det meste er usynlige, tror jeg, vi ville se dem hele tiden rundt omkring og alle vegne.
En gammel talemåde mere:
Gud i vold!
