Folketingsvalget nærmer sig, og som kristen tropper jeg selvfølgelig op i stemmeboksen. Jeg deler den hollandske statsminister Abraham Kuypers berømte udsagn om, at der ikke findes en kvadratcentimeter i området for menneskenes liv, over hvilket den almægtige Kristus ikke råber ”min!” Det gælder også de 100×100 cm i stemmeboksen.
Jeg prøver derfor at lade de kristne livsværdier spille med, når jeg sætter mit kryds. Men hvilke værdier tænker vi på, når vi siger kristne værdier? Jeg tror nogle gange, at vi er lidt selektive i udvalget. Men ikke desto mindre skal vi være forsigtige med at gøre udvalget for lille. Jeg vil nævne et lille udsnit af eksempler på tre værdiområder, som jeg tænker har betydning for, hvor krydset sættes, også selvom det måske kan være svært at samle dem i én pæn pulje et sted på valgsedlen. Flere andre kunne også nævnes.
Frihed
Centralt blandt de kristne værdier står frihed. Det enkelte menneskes frihed til tro og tale vokser ud af det kristne menneskesyns respekt for det enkelte individ. Tvang til tro er dåres tale, som den grundtvigske parole for frihed har lydt i mange år. Frihed til at tro og praktisere bibelsk kristendom. Frihed til ikke at tilpasse sig flertallets holdninger. Trosfriheden er indskrevet i grundloven, men som trosminoritet kan man føle, at der hele tiden skal arbejdes på, at rummet ikke indsnævres.
Kampen for frihed står vi som kristne ikke alene i. Der er både politiske og religiøse grupperinger, som deler dette anliggende, og lad os endelig samarbejde så langt enigheden rækker. Men for Guds folk handler om det kristne menneskesyns dybe respekt for det enkelte menneskes ret til at være sig selv og stå ved sig selv.
Solidaritet
Men det kristne menneskesyns store respekt for det enkelte menneskes frihed står ikke alene. Omsorgen for de svageste og kamp mod uretfærdighed og udnyttelse af andre springer i lige så høj grad ud af et kristent menneskesyn.
Der er en solidarisk dimension i en kristen holdning til vores medmenneske, og især dem som er sårbare og i nød. Derfor må det i lige så høj grad som kampen for personlig frihed være en del af den kristne værdikamp, at vi kæmper deres kamp, som ikke selv kan. Det gælder selvfølgelig de mest socialt udsatte, men i virkeligheden alle, som har det svært i livet, hvad enten det er materielt, helbredsmæssigt, socialt, elle psykisk.
I dag lever vi som bekendt i en global landsby, hvor produkter fremstillet i Asien sælges i vores lokale Netto eller Hennes & Mauritz. Et kristent menneskesyn vil derfor heller ikke være ligeglad med, hvordan produkterne i min indkøbsvogn er blevet fremstillet. Om det er sket med børnearbejdere under usle forhold, med underbetalte arbejdere eller ved opkøb af råvarer hos fattige bønder til alt for lave priser. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ofte selv undlader at stille spørgsmålene, men er det ikke også en del af kampen for kristne værdier i vores samfund?
Forvalteransvar
Ud fra et kristent verdenssyn er vi forvaltere af den verden, Gud har skabt og betroet os. Vi ejer ikke verden, vi låner den.
Med til forvalteropgaven hører, at vi skal forvalte jorden, så den også er et godt sted at leve for andre end os selv og for kommende generationer. Det betyder, at det er i pagt med den kristne forvaltertanke at leve bæredygtigt dvs. at tænke ud over mit eget umiddelbare behov og tænke på hvilke konsekvenser vores livsstil har for andre mennesker fx i Afrika.
Der findes ikke en deltalieret facitliste over, hvordan man skal leve bæredygtigt. Vi må selv finde vores vej i det. Men det er en del af den kristne værdikamp at arbejde for en bæredygtig forvaltning af jorden og dens ressourcer i vores generation. Det gælder også, selvom Jesu skulle komme igen i vores levetid.
Hvis vores værdikamp skal være troværdig, skal vi have hele paletten af kristne værdier med – også i stemmeboksen. Det er lettere sagt end gjort, men vi har ikke noget alternativ.