I dag har jeg plukket blåbær i to timer, set OL-semifinale i håndbold (de danske herrer!), støvsuget, fejet udenfor, slået lidt græs, og indimellem spist og sovet middagssøvn. Såre afslappende, ferieagtigt, da jeg endnu er sygemeldt (efter cykelulykke), men for mig meget livsbekræftende og livopmuntrende. En følelse af at få lov til at vende tilbage til livet. Det normale liv, det almindelige liv. Tæt på lykkeligt. Så lidt skal der til for at nærme sig den rene lykke: det almindelige liv i hvile og fred, i stilfærdigt gøremål uden den store hensigt.
Det minder mig om noget, jeg med jævne mellemrum er løbet ind i, det som indfanges med ordene i Salme 127:
”Det er forgæves,
at I fra tidlig morgen
til sent om aftenen
slider for det daglige brød;
for den, Herren elsker, får det, mens han sover.”
Er det ikke mærkeligt? Vi skal altså lave ingenting. Droppe enhver form for slid, enhver ambition, enhver målrettethed. Bare nulre lidt rundt i løs gænge uden særligt sigte eller mål.
Nej, det tror jeg er en kraftig misforståelse. Man kan finde adskillige ord i Biblen, der peger i andre retninger. Men i eksistensens basis skal vi have fat i hvilen. Dét tror jeg er pointen.
Eller som svenskeren Tomas Sjödin skriver i en af sine bøger: ”Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt”.
Det er tankevækkende, at det første, mennesket sættes til, efter at det er skabt, er hvile. Gud hvilede på den syvende dag, efter at han den sjette dag havde fuldendt skaberværket med skabelsen af mennesket. Mennesket afbilleder med andre ord også Gud i hvilen. Som Luther siger et sted: ”Også gennem uvirksomhed tjener mennesket Gud”.
Denne syvende dags hvile er en stærk ledetråd gennem hele Biblen. Man kan ved læsningen af både Det Gamle og Nye Testamente få en følelse af, at buddet om sabbatten – det tredje i vores opdeling af de ti bud – er det vigtigste af dem alle. Det går igen i alle mulige sammenhænge. Syvtallet ses overalt som et grundmønster, og kulminationen er netop syv, den syvende dag, sabbatten, hviledagen. Selv i Det Nye Testamente, hvor kravet om overholdelsen af sabbatsbuddet ikke er en del af den nye pagt, spiller selve tanken om sabbathvilen en vigtig rolle for forståelsen af meningen med det hele, skabelsen og frelsen. Meningen er at nå ind til den evige hvile, som endnu forestår. ”Altså venter der Guds folk en sabbatshvile… Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile”. (Hb. 4, 10f)
Hvile har med andre ord et endnu højere mål end at kunne tage sin livsopgave alvorligt. Det drejer sig minsandten også om at tage det evige liv alvorligt.
”Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig, o Gud”, som Augustin skrev i sin selvbiografiske bog Bekendelser.
Jesus sagde det jo også: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt 6)
