Inden for et år har jeg to gange prøvet noget nyt: At stå uden job. Det er en … interessant oplevelse. For hvis ikke jeg kan oplyse en jobtitel, hvem er jeg så?
Nogle mennesker går lykkeligt gennem livet uden at knytte sig op på en ansættelse eller en titel. Alligevel tror jeg, vi alle knytter vores identitet og værdi til vores funktion, i større eller mindre grad – positivt eller negativt. Uanset om det er som mor, førtidspensionist eller direktør. Og når vi så mister vores normale funktion – hvad så?
En slags spedalsk
Jeg har senest sagt mit job op uden at have noget andet på hånden. Det betyder for eksempel, at jeg til fester, netværkssamlinger og kaffesamtaler ikke kan sige, at jeg er kommunikationsdirektør i X eller -chef i Y. Det gør altid introduktionen længere og mere kompliceret, også følelsesmæssigt. Både for mig, men tydeligvis også for dem, jeg taler med.
Jeg synes i hvert fald, jeg kan se en blanding af medlidenhed og angst malet i manges øjne alene ved ordet ‘arbejdsløs’ – som var det en sygdom på linje med spedalskhed (‘tænk, hvis det smitter!’).
Helst skal man også kunne sige, at jo, jeg er allerede blevet kontaktet af flere headhuntere, og/eller jeg er i dialog med flere potentielle arbejdsgivere. Hvorefter samtalepartneren kan ånde lettet op og understrege, at nu skal man jo bare huske at tage sig god tid inden det næste job …
Det pinlige faktum
Ja, jeg skyder lidt på andre. Det er for at udsætte det lidt pinlige faktum: At jeg selv kommer i tvivl om min identitet og min værdi, når jeg ikke har en professionel titel at hænge min skrøbelige selvfølelse op på.
Altså – jeg tror jo på Gud! Tror på, at min værdi og identitet ligger i, at jeg er skabt i hans billede, blevet hans barn, elsket ubetinget, del af et royalt fællesskab og ufattelig værdifuld i Guds øjne.
Det er det, jeg har prædiket for andre igen og igen. Og jeg tror på det, et sted derinde. Glæder mig over det. Især når jeg sidder godt og trygt i en fast stilling, hvor pengene triller ind på kontoen hver måned.
Men når den ydre bekræftelse bliver taget fra mig, eller når jeg konfronteres med karrierelivets ubarmhjertige logik – i andres øjne og i mit eget hjerte – så mister det kraft.
Jeg vil vinde
Så jeg er åbenbart ikke så stærk i troen, som jeg troede. Ikke kommet så langt i den åndelige udvikling og vækst, som jeg håbede.
I Salme 119 vers 71 står der: ‘Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love’. Og Paulus skriver, at han ‘helst vil være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig … for når jeg er magtesløs, er jeg stærk’ (2 Kor 12).
Det er lettere sagt end oplevet. Jeg ville umiddelbart hellere være det foruden. Men det er også sandt. Jeg vil hellere leve i den ubehagelige sandhed om mig selv end på en behagelig løgn. Jeg vil hellere være ude i tovene med Jesus end på tronen med mig selv.
Kort sagt: Jeg vil gerne vinde. Den store sejr. Jeg vil have den dybe lykke. Ikke en billig kopi.
Så jeg siger tak – og håber på, at der kommer et godt job, når jeg er klar.
