Hvad sker der i dybet ?

En af nyere tids mest opsigtsvækkende kriminalsager er under opklaring i disse uger og hele Danmark følger åndeløse med.

Det begyndte med en eftersøgt u-båd. En lørdag morgen vågnede vi op til nyheden om at den privatbyggede u-båd Nautilus var forsvundet sammen med ejeren og en svensk journalist. Eftersøgningen blev afblæst da u-bådens ejer dukkede op, men så begyndte det hele at blive meget underligt og det udviklede sig til én af de slags kriminalhistorier, som talrige TV-krimi-serier handler om. Mysteriet er stadig ikke opklaret og selvom man nu ved at der skete et dødsfald ombord, så er spørgsmålet stadig: Hvad skete der egentlig nede i dybet ? Det var noget som ikke tåler dagens lys, noget frygteligt og forfærdeligt. Vi håber, at sagen snart bliver opklaret, så familien til den dræbte journalist kan få lov at holde begravelse og sørge over deres tab.

Hvad sker der i folke-dybet ?

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at der er mere end uløste kriminalgåder, der har brug for at blive kastet lys over. For der er et andet spørgsmål, som er ligeså vigtigt at stille: Hvad sker der i folke-dybet ? Jeg har en fornemmelse af, at der er noget på færde i det danske folke-dyb. Noget som heller ikke tåler dagens lys. Noget frygteligt og forfærdeligt. Og det virker ikke som om, at der er den store interesse for at lukke op og finde ud af, hvad der sker. Vi går jo for at være verdens lykkeligste folk – et hyggeligt folk. Men der er noget på færde i dybet.

Man ser tegn på det forskellige steder.

  • På offentlige hospitaler, hvor 40 ufødte børn om dagen mister livet – ved nogle af dem må personalet bagefter tjekke om de afrevne arme og ben er kommet med ud.
  • På diskoteker og barer, hvor unge drikker sig fra sans og samling og bedøver sig med alkohol og stoffer.
  • På klinikker, hvor smukke mænd og kvinder får ændret deres ansigt og krop, fordi de bilder sig selv ind, at det gør dem pænere.
  • På Børsen, hvor de rige gør sig endnu rigere uden nogensinde at få nok.
  • I kirkerne, hvor dem der burde vide, hvad der er godt, har travlt med præcist det modsatte.
  • I skoler og børnehaver, hvor børn ikke får tid til at lege og være børn og må bruge de fleste af deres vågne timer væk fra deres forældre.

En åndskamp

Hvad sker der i det danske folkedyb ?

Vi ved, at der foregår en kamp – en åndskamp. Det har der altid gjort; lige siden syndefaldets dage, så har der været en åndskamp på denne jord.
Men det er alligevel som om, at der er sket noget i den kamp. Kristendommen har mistet indflydelse og former ikke længere på samme måde som tidligere vores kultur, tænkning og familieliv. Vi har mistet noget af sansen for fællesskab og sammenhæng. Vi lader os påvirke meget mere af følelser, strømninger og det som er populært, i stedet for at holde fast ved det, som vi inderst inde ved er sandt og godt.

Eller måske er problemet, at alt for mange er ved at miste denne indre fornemmelse for, hvad der er sandt og godt. Er kærligheden ved at blive kold ?

Luk lugen op

Der er kun ét godt svar på alle disse spørgsmål.
Luk lugen op. Lad lyset komme til. Guds lys kan hjælpe os til at afsløre det skjulte, dét som er i mørket. Hans kærlighed kan hjælpe os til at se det, som vi ikke bryder os om og give os kraften til at gå ind i kampen for det danske folk.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights