Normalt skal man gætte sig til, hvad afdøde personer ville have tænkt, men Luther har sagt så meget, at vi kan være på nogenlunde sikker grund
Jeg er ret sikker på, at Luther ville have vendt sig i sin grav, hvis han levede i dag, over den reformationsfejring, han er blevet udsat for. Normalt skal man gætte sig til, hvad afdøde personer ville have tænkt, men Luther har sagt så meget, at vi kan være på nogenlunde sikker grund.
Den økumeniske fejring
Luther ville have protesteret voldsomt og udiplomatisk over den økumeniske fejring, han er blevet udsat for. Paven maser sig jo stadig ind på den plads, som alene tilkommer Kristus, og den katolske præst hylder stadig messeofferet som en hjemmelavet og selvvalgt gudsdyrkelse. Diverse evangeliske kirkeretninger er ligeså sværmeriske som dengang ved at bruge indre kilder og menneskeskabte teknikker som kilde til åbenbaring, i stedet for det ydre ord i de bibelske skrifter. Luther vil ikke have sagt dette så høfligt og diplomatisk, som jeg siger det her. Men han ville uden tvivl have sagt det.
Glem ikke det centrale
Det vil også have generet Luther voldsomt, at perifere ringvirkninger af reformation udråbes som meget vigtige og centrale. Det er rigtigt, at reformationen fik en stor samfundsmæssig betydning ved oprettelse af skoler og fattighjælp, at bibelen og salmer blev udbredt på modersmålet, og meget andet. Men, ville Luther sige, løsrevet fra det centrale, den artikel, hvormed kirken står eller falder, er alt dette jo inderligt ligegyldigt. Det er grunderfaringen af forskrækkelsen under loven og glæden og trøsten i Kristi gerning uden for os, der er det egentlige.
Luther stod ikke alene
Luther ville have brækket sig over, at man overhovedet husker hans navn og berømmer ham. Som om Luther var blevet korsfæstet for nogen eller var oprejst af graven til sejr for nogen. Luther ville også have protesteret imod, at man samler sig så entydig om hans person. Reformationen var jo et teamwork. Melanchton, Justus Jonas, Salatin, Cranach og en hel række andre mænd tog jo deres tørn, og i Danmark vandt reformationen folkets hjerter gennem en række kendte og ukendte personer. Og hvad var Luther uden hans kære Katarina von Bora, der fik sat skik på hans hverdag og som deltog i de teologiske samtaler ved bordene på både tysk og latin. Hende, der døde med ordene: ”Jeg vil klamre mig til Kristus som en burre til tøjet”, og som selv var grebet for livet af det evangelium, Luther gav mund og mæle.
Husk ved at læse
Skulle man endelig huske den elendige ormesæk, som hed Luther, ville han i en besindig stund tilføje, så skal man gøre det ved at læse Bibelen. Hans to katekismer, skriftet om den trælbundne vilje, hans kirkepostille med prædikener til hele kirkeåret, burde også høre til pligtlæsningen af alle, der kender til at have en bange samvittighed. Ja, og så vil han også lige nævne Melanchtons troslære og hans formulering af den evangeliske tro i Augsburg. Måske vil han også nævne de smallkaldiske artikler, som han skrev som et åndeligt testamente en af de gange, hvor han troede, hans liv var slut.
